Åstrup/Hammelev skal på besøg i Ørsted for at møde Rougsø KFUM.

Åstrup/Hammelev skal på besøg i Ørsted for at møde Rougsø KFUM.

Håndbold:

Lokalopgør mellem to sultne hold

Rougsø KFUM og Åstrup/Hammelevs damer i 3. division mødes til kamp om vigtige point

Af
Af Martin Schultz

Der står vigtige point på spil, når Rougsø KFUM og Åstrup Hammelev tirsdag aften kl. 20.30 mødes i Rougsøhallen i Ørsted i damernes 3. division.
For begge holder det vigtigt at starte forårssæsonen på en ordentlig måde. Begge hold er sultne efter point og frister en tilværelse i den nederste halvdel af tabellen. Åstrup/Hammelev er endda gledet ned på en tredjesidste plads med 10 point efter 12 kampe, mens Rougsø KFUM har 11 point efter 12 kampe.
”Rækken er meget tæt og vi fokuserer på hver eneste kamp,” siger Rougsø KFUM træner Brian Engstrøm, som afviser at tale om lokalopgøret som en såkaldt fire-point kamp. Den første kamp mellem de to hold i efteråret endte med en hjemmebanesejr på 24-21 til Åstrup/Hammelev.

Tæt på nedrykningsstregen

Begge hold lagde i efteråret ud med fynd og klem og lå placeret blandt rækkens fire-fem bedste hold.
Men begge hold har ikke kunnet leve op til den gode start og er gledet ned gennem tabellen og er nu placeret blandt de nederste fem hold.
Begge hold spillede den seneste turneringskamp inden jul, hvor Åstrup/Hammelev på hjemmebane tabte 18-29 til AGF efter en række smalle nederlag og en enkelt uafgjort kamp.
Inden jul nåede holdet at spille en pokalkamp i Nordea Cup og fik her en lektion af 2. divisionsholdet fra Bjerringbro HF, som vandt med 35-15.

God kamp i pokalturneringen

Rougsø KFUM spillede en enkelt træningskamp mellem jul og nytår og kunne så i torsdags varme op til lokalopgøret med en pokalkamp mod AIA/Tranbjerg fra 2. division. Århusianerne vandt med 21-16.
”Vi spillede en god kamp og er tilbage på sporet. Nu skal vi have vendt bøtten og få nogle point igen,” siger Brian Engstrøm, som på nær de langtidsskadede spillere har hele sin trup klar til kamp.
Rougsø KFUM sluttede 2010 med et stort nederlag på 38-20 til et af rækkens førerhold Skovbakken.

Publiceret 10 January 2011 15:53