Handelsgymnasium Røndes første elevhold har klasselokale i pavillonen i forgrunden indtil byggeriet bagved er færdigt.

Handelsgymnasium Røndes første elevhold har klasselokale i pavillonen i forgrunden indtil byggeriet bagved er færdigt.

Færdiggilde afløser rejsegilde på skolebyggeri

Nybyggeriet på Rønde Idrætscenter pakket ind i vinterdyner for at holde byggeplanen

Af
Af Martin Schultz

Byggeriet af bygningen med lokaler til Handelsgymnasium Rønde i TRIF Fitness i Rønde Idrætscenter har været udsat for mange problemer. Senest har den tidlige vinter og kulden gjort arbejdet svært for håndværkerne. Tidligere har den politiske proces omkring en kommunegaranti trukket både finansieringen og byggestarten i langdrag.
Men ved at bygge et stillads omkring bygningen og pakke den ind i presseninger har det ved hjælp af varmekanoner været muligt at holde byggepladsen frostfri og arbejdet har kunnet fortsætte uden afbrydelser.
”Vi havde planlagt rejsegilde i december, men vintervejret gjorde området omkring byggeriet noget nær ufremkommeligt. Derfor har vi besluttet at aflyse rejsegildet og fejre byggeriet med et færdiggilde,” siger halinspektør Per Kragh, Rønde Idrætscenter.

Undervisning og fitness

Færdiggørelsen var planlagt til vinterferien, men det hårde vintervejr har trods alt generet byggeriet.
”Selv om der er blevet arbejdet på byggeriet hele tiden, bliver færdiggørelsen skubbet fra vinterferien i uge 7 til uge 10,” siger Per Kragh.
Samtidig koncentrerer håndværkerne sig om at få den nye bygning til undervisning og fitness færdig, og skubber opførelsen af den planlagte foyer mellem Multisalen og hallerne.
Byggeriet bliver på 400 kvm i tre etager. I stuen får TRIF Fitness nye lokaler, mens Handelsgymnasium Rønde får klasselokaler på de to næste etager.

Forventer fuldt hus

For de 28 første elever på Handelsgymnasium Rønde venter der noget af en overgang, når den trange barak ved foden af byggeriet i løbet af nogle uger udskiftes med spritnye undervisningslokaler.
Projektleder på Handelsgymnasium Rønde, Carsten Gløvermose Nielsen, er ikke i tvivl om at det nye byggeri giver den nye uddannelsesinstitution i Syddjurs medvind.
”Vi forventer to klasser med ialt 56 elever efter sommerferien. Vores opstart med de nuværende elever som pionerer har vist at der er et marked i Syddjurs,” siger Carsten Gløvermose Nielsen.
Handelsgymnasium Rønde har en Sport & Adventure og en fodboldlinje. Der er ansøgningsfrist til ungdomsuddannelserne 15. marts.

Publiceret 09 January 2011 14:48