Det er slut med 10. klasse på Kolind Centralskole, når dette skoleår er forbi.

Det er slut med 10. klasse på Kolind Centralskole, når dette skoleår er forbi.

10. klasse samles på Rønde Skole

Efter flere års tilløb er det nu langt om længe en kendsgerning, at Syddjurs fra næste skoleårs begyndelse samler sit 10. klassetilbud i Rønde

Af
Af Lars Norman Thomsen

Farvel til 10. klasse i Kolind og goddag til starten på et fælles 10. klassecenter på Rønde Skole fra august 2011.

Det er konsekvensen af budgetforliget i Syddjurs Byråd for 2011, som kun Per Dalgaard (DF) ikke kunne tilslutte sig, men lige netop ideen med at lave et samlet 10. klassetilbud bakker han fuldt og helt op om.

Langt tilløb

Politisk har der været tale om et tilløb af de længere. Tidligere har ambitionen været at lave et selvstændigt 10. klassecenter med egen ledelse, medarbejdere og skolebygninger i stil med 10. klassecenter Djursland i Grenaa.

Denne gang er der skruet ned for det store blus, men ikke nødvendigvis for de pædagogiske ambitioner.

“Til august 2011 har vi et samlet tilbud i Rønde til de unge i Syddjurs, der forlader 9. klasse eller  kommer hjem fra efterskole, og det bliver i tilknytning til Rønde Skole, som også skal varetage den daglige ledelse,” forklarer skolechef Marit Aasland, Syddjurs Kommune.

Fysiske rammer på plads

Hun lover, at de fysiske rammer på Rønde Skole vil være i fineste orden, når det kommende kuld starter til august.

“Vi er fuld gang med at udbygge og renovere Rønde Skole og har fået bevilget yderligere 4.5 mio. kroner til  opgaven i forhold til den oprindelige anlægsbevilling,” siger Marit Aasland.

I dette skoleår har Rønde Skole 56 elever på 10. årgang, medens Kolind Centralskole kan mønstre 22 unge.

Hvor mange unge i Syddjurs, der vil lægge billet ind på det nye, samlede tilbud i Rønde er naturligvis på forhånd svært at gisne om.

“Jeg mener, vi giver de unge mennesker et bedre tilbud, som svarer til de intentioner, der er nu for 10. klasse. Et større elevgrundlag giver trods alt nogle bedre muligheder i den daglige undervisning og sikrer et bredere udbud af valgfag.”

Publiceret 06 January 2011 16:24