Østjyske ingeniører oplever træg lønudvikling

Der er ikke overraskende flere penge at hente for ingeniører øst for Storebælt end i Østjylland

Af
Af Lars Norman Thomsen

Ingeniørlønningerne er markant højere øst for Storebælt. De østjyske ingeniører må konstatere, at deres gennemsnitsløn ligger i den lave ende.

Bundskraberen i statistikken er Fyn fremgår det af den seneste lønstatistik fra Ingeniørforeningen, IDA.

En nyudklækket ingeniør kan efter et år i det private erhvervsliv tjene 39.505 kroner (gennemsnit) på Nordsjælland.

I  Østjylland må han eller hun nøjes med en gennemsnitlig hyre på 33.037 kroner.

Den økonomiske krise, hvor efterspørgselen efter ingeniører er lavere end udbuddet afspejler sig ogs på lønudviklingen.  Lønstigningen var på kun 2,7 procent i 2010.

"De forsigtige lønstigninger afspejler, at samfundsøkonomierne fortsat er præget af krise. Men samtidig har virksomhederne øje for, at det ikke er mange år siden, at de havde svært ved at skaffe ingeniører. Derfor ser vi alligevel en lille stigning i lønningerne, som lige dækker inflationen,” siger formanden for IDA Østjylland, Ib Carslund.

Et skær af optimisme

Ib Carslund hæfter sig ved, at de østjyske ingeniørers lønninger ligger under landsgennemsnittet. Og det vækker også bekymring, at den procentvise lønregulering ligger lavt for andet år i træk, så det går trægt med at indhente det mangeårige lønefterslæb for de jyske og fynske ingeniører.

Han ser dog optimistisk på fremtiden, og at de tegn på optøning, der så småt viser sig på arbejdsmarkedet, også slår igennem i Østjylland. 

”Østjylland har masser af potentiale med gode uddannelsesmuligheder og gunstigt erhvervsklima. Men vi har behov for at få gang i væksten igen, så der skabes udvikling og nye arbejdspladser – ikke mindst for højtuddannede. Det er efterspørgslen efter ingeniører, som skal drive muligheden for at opnå et lønniveau i Jylland, der matcher det østlige Danmark,” siger han.

Publiceret 05 January 2011 16:52