Zumba er i de grad blevet et modefænomen. Det er en form for fitness, der dyrkes til hotte latinrytmer.

Zumba er i de grad blevet et modefænomen. Det er en form for fitness, der dyrkes til hotte latinrytmer.

Shake barmen for en god sag

Snart kan du danse zumba til hotte latinrytmer og samtidig støtte Kræftens Bekæmpelse. Der er stor zumba-event 29. december i Ørum Aktiv Center

Af
Af Nicole Wolter

Hotte latinrytmer, krig mod julefedtet og masser af livsglæde. Der er rigtig god mulighed for at pudse formen af efter julen, når der 29. december er stor zumba-event i Ørum Aktiv Center.
Og ikke nok med, at julefedtet får kamp til stregen. Deltagerne støtter samtidig et godt formål. Hele overskuddet går nemlig til Kræftens Bekæmpelses kampagne, kaldet Støt Brysterne.

Lokale instruktører

Fire unge, certificerede zumbainstruktører vil gennem fire timer holde aktivitetsniveauet i absolut højeste gear.
De fire instruktører kommer fra henholdsvis Ørsted, Ørum IF og Åstrup IF, og arrangørerne håber, at deltagerne på samme vis vil strømme til fra alle ender af kommunen.
Det er ikke et krav, at man har prøvet zumbadansen tidligere – alle kan sagtens være med.

Børnezumba og film

Børn (til og med 13 år) starter kl. 17 med zumbatomic. Her vil børnene blive instrueret i sjove og hårde danse til de sejeste latinsange med bl.a. Shakira og musik fra julekalenderen Nissernes Ø.
Bagefter er der boller, gulerødder og saftevand til deltagerne.
For dem, der har lyst, er der børnefilmshjørne på biblioteket resten af aftenen, mens de voksne danser.

Zumbamarathon

Fra kl. 18 er det de voksnes tur til zumbamaraton. Gennem tre timer skiftes instruktørerne til at undervise i de nyeste zumbadanse til rytmer som calypso, salsa, regaetton, merengue og ikke mindst cumbia, der virkelig kan få sveden frem på panden.
Også til de voksne er der forfriskninger i form af vand, boller og gulerødder undervejs i seancen.
Alle er velkomne til at danse med i alle tre timer – eller gå til og fra, hvis der er brug for pauser ind i mellem.
Sidst på aftenen er der kinesisk auktion om en sponsoreret B&O Beolink musikafspiller til en værdi af 3.700 kr., og der er flere overraskelser undervejs.

Det er to lokale ildsjæle, der har taget initiativ til og arrangeret zumba-eventen.
Læs om dem og deres ideer i tirsdagsavisen.

Fakta

Hele Ørum Aktiv Center holder åbent, så folk, der ikke deltager, kan få en gratis fitness- eller spinningtime, se børnefilm eller gå en tur på biblioteket. Sparekassen Østjylland, Gl. Estrup Gartneri, DagliBrugsen Ørum, Johnsen Offset, Pharma Medico og Bog & Idé støtter arrangementet med gaver og præmier, der udloddes i løbet af aftenen. Ørum Aktiv Center har stillet hallen gratis til rådighed til fordel for den gode sag og står for bespisningen af de aktive. Kræftens Bekæmpelse er til stede hele aftenen og sælger kampagneeffekter for at øge støttebeløbet. Pris: 150 kroner for voksne 14-90 år og 50 kroner for børn op til 13 år.

Publiceret 15 December 2010 12:37