Omtåget bilist tilstår stribe af indbrud

24-årig mand fra Grenaa-området varetægtsfængslet i fire uger efter hjemmerøveri i Bjerringbro.

Af
Af Martin Schultz

Den bilist som en politipatrulje onsdag morgen på Hovedvejen udenfor Grenaa kun kunne standse ved at vædre hans bil bagfra, havde et langt synderegister på samvittigheden.
Under afhøringen onsdag tilstod den 24-årige mand at være gerningsmanden bag både et indbrud i Grenaa Slagterbutik på De Lichtenbergsvej, et indbrud i billardklubben på Østre Skovvej og et indbrud i tøjforretningen Marcus i Lillegade i Grenaa.
"Under indbruddet i Grenaa Slagterbutik var manden iført en dynejakke, som han rev i stykker på vej ud gennem en knust fordør. Der var drysset fjer ud over gerningsstedet," fortæller vicepolitikommisær Helle Edelbo, Lokalpolitiet i Grenaa.
Manden hævder at have været alene om indbruddet i Marcus, selvom et vidne har set tre mænd på gerningsstedet.

Stjal bil i Bjerringbro

Manden er overgivet til Midt- og Vestjyllands Politi, som har fået ham varetægtsfænglset i fire uger for et hjemmerøveri i Bjerringbro, som gik forud for den fatale spritkørsel mod Grenaa.
Tre mænd fra Grenaa-området deltog i hjemmerøveriet natten fra tirsdag til onsdag, hvor en mand blev opsøgt i sit i hjem i Bjerringbro for at få inddrevet en gæld. Det skete ret hårdhændet med tæv og alle tre mænd deltog i afstraffelsen.
Derefter forlod de stedet og tog bilnøgle, bil og en PC med sig. Nogle timer senere måtte en politipatrulje udenfor Grenaa vædre den 24-årige mand bagfra i den stjålne bil for at forhindre ham i at fortsætte sin hensynsløse kørsel ind i Grenaa by.
Manden er en gammel kending af Lokalpolitiet i Grenaa.

Publiceret 30 September 2010 10:40