Anita Ibsen (i midten) har definitivt meddelt, at hun stopper som hovedformand i KPI ved næste generalforsamling

Anita Ibsen (i midten) har definitivt meddelt, at hun stopper som hovedformand i KPI ved næste generalforsamling

KPI skal have ny hovedformand

Anita Ibsen har meddelt sin bestyrelse og afdelingerne i Kolind-Perstrup IF, at hun stopper ved generalforsamlingen i februar 2011

Af
Af Lars Norman Thomsen

Efter fire år som hovedformand i Kolind-Perstrup IF (KPI) takker Anita Ibsen, Pederstrup, af som hovedformand.

"Jeg har sendt en mail ud til min bestyrelse og afdelingsformændene om, at jeg stopper ved vores hovedgeneralforsamling i februar næste år," siger Anita Ibsen.

Det er ikke surhed eller skuffelse, der får landmandskonen fra Pederstrup til at slippe tøjlerne:
"Slet ikke, det er et spændende job at være hovedformand i KPI, og jeg synes også, jeg i samarbejde med bestyrelsen har fået udrettet en del, men med fire aktive børn, der både spiller fodbold og håndbold, og en mand der er fodboldtræner, har jeg nok at give mig til."

Nem opgave

Anita Ibsen har meldt sin exit ud allerede nu for at give KPI mulighed for at finde en afløser.

"Jeg har spurgt et par stykker, og jeg vil mene, at det er en nem opgave at være hovedformand efter, at vi har fået uddelegeret en række opgaver til nogle underudvalg," siger hovedformanden.

Der er nedsat tre underudvalg: sommerfest, julebal og og juletræsfest, som bare arbejder med den konkrete opgave.

"Det har gjort det lettere at være i hovedbestyrelsen, hvor formanden nu kan bruge energien på at lede bestyrelsesmøderne," forklarer Anita Ibsen, der ikke forlader KPI, men går med planer om at bidrage til foreningens ve og vel på andre måder.

"Jeg går lidt med planer om at lave en støttegruppe til foreningen, der kan løse forskellige småopgaver som for eksempel pasning af udearealerne ved klubhuset, men det er endnu strøtanker."

Publiceret 30 September 2010 10:41