Unge Anders

Unge Anders "Missil" Olsen er klar til at tage revanche for en lidt pauver indsats mod Silkeborg-Voel, når Givve Fremad kommer på besøg i Nørre Djurs Hallen fredag aften klokken 19.00

Håndbold - 3. division:

Nørre Djurs HK brændte for mange chancer

Nørre Djurs HK debuterede som divisionshold med et 25 - 18 nederlag på udebane til Silkeborg-Voel, men cifrene lyver en smule, for norddjurslændingene brændte for mange oplagte chancer i debuten

Af
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HK havde sat næsen op efter mere, da klubbens herrehold for første gang i historien var part i en divisionskamp.

I Voelhallen blev det til et 25 - 18 nederlag til hjemmeholdet Silkeborg-Voel KFUM 3, der førrte 13 - 9 ved pausen.

"Vi var egentlig fint med, men brændte et hav af chancer, og det er der ikke råd til på dette niveau," siger Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.
Nørre Djurs HK stillede op med to debutanter, begge med en fortid i randrusiansk håndbold. Målmand Stefan Solberg stod en fremragende kamp, og den rutinerede bagspiller Henning Poulsen viste også takter, der giver forhåbninger om, at han kan blive en forstærkning af truppen.

Mikkel Eriksen topscorer

Mikkel Eriksen blev topscorer med fire mål hos Nørre Djurs HK, Henning Poulsen scorede tre mål, medens fem spillere alle kom på scoringslisten to gange: Henrik Petersen, Henrik Elkjær, Lars Jacobsen, Kasper Koust Jespersen og Jesper Kurtzmann. Sidstnævnte, der bor i Aarhus, gjorde comeback efter et års pause fra førsteholdshåndbold.
Storskytten Anders "Missil" Olsen havde ikke en god dag og scorede kun en enkelt gang.
Silkeborg-Voels Peter Laursen blev aftenens topscorer med otte mål, Thomas Dehm nettede seks gange og Leon Henriksen fire gange.
Nørre Djurs HK var uden fløjspilleren Mathias Freeze, der har besluttet sig for at holde en pause fra håndbolden.
"Han var kørt lidt træt i det, men vi håber da, at han vender tilbage," siger Jakob Lunøe.
De langtidsskadede Rene Høyer, Morten Skipper og målmandstalentet Dennis Johansen har stadig et pænt stykke vej endnu, før de kan gøre sig forhåbninger om et comeback på divisionsplan.

Give Fremad venter fredag

Fredag spiller Nørre Djurs HK i egen hule mod HK Give Fremad. Kampen begynder klokken 19.
HK Give Fremad er en ambitiøs klub, hvor 3. divisionsholdet er flagskibet. Klubben har en solid erhvervsklub i ryggen og har før denne sæson fået tilført profiler til førsteholdstruppen i form af målmanden Søren Godtfredsen og stregspilleren Peter Kjær.
Søren Gottfredsen er kendt som tidligere fotomodel og håndboldlandsholdsmålmand. Han har passeret de 40, men er stadig en klassemålmand.

Publiceret 28 September 2010 22:43