Hornslet hurtige kantspiller Martin Würtz scorede til 2 - 0, da Hornslet vandt over FC Sabur

Hornslet hurtige kantspiller Martin Würtz scorede til 2 - 0, da Hornslet vandt over FC Sabur

Seriefodbold:

Hornslet fortsætter marchen mod toppen i serie 3

Med en 4 - 0 hjemmesejr over bundholdet FC Sabur befæstede Hornslet IF sin andenplads i serie 3, et point efter topholdet Sønderhald IF

Af
Af Lars Norman Thomsen

Bundholdet FC Sabur præsterede på et bedre niveau end holdets nuværende bundplacering i serie 3 ellers skulle indikere, da Hornslet tog imod i sidste spillerunde.
"Det viste sig, at Sabur efter min mening var en del bedre end deres placering antyder, og vi må nok også indrømme sejren måske blev en smule for stor set ud fra spil og chancer," siger Hornslet træner Martin Winther, der så sit hold vinde 4 - 0.
"Vi startede skidt og stod ikke ret godt på banen. Vores markeringer var ikke tætte nok, og vi kom hele tiden en tand for sent i nærkampene," lyder Martin Winthers referat af de første 25 spilminutter.
En påpasselig defensiv sørgede for, at FC Sabur ikke kom på skudhold, og da først Thomas Gerberg på oplæg fra topscorer Pelle Pilgaard bragte Hornslet foran inden pausen, var kursen sat mod en sejr.

De unge viste vejen

I pausen blev Hornslet enige om at forsøge at lukke kampen hurtigst muligt for at undgå paniske situationer mod slutningen af kampen.
Det var dog ved at ende med udligning i stedet for, da Sabur på en contra ramte stolpen.

Efter en time begyndte en del af Sabur spillerne at blive trætte, og det udnyttede Hornslet til at score tre flotte mål: 2-0 ved lynhurtige Martin Würtz efter en flot assist fra Sebastian Marino. 3-0 ved Thomas Gerberg, der pandede et hjørnespark i mål. 4-0 ved Jonas Horsdal efter endnu et flot angreb.

"Dejligt med tre nye point, der nu gør vi er helt med i toppen. Vigtigt vi stadigvæk holder fokus på hver enkelt kamp fremadrettet," lyder det fra Martin Winther.
Han havde efter kampen ros til tre af de unge spillere for en flot kamp: Sebastian Marino, Martin Würtz og Kasper Aabo.

Publiceret 13 September 2010 23:57