"Jeg er et festmenneske, så lad os holde fest"

Et reb til Syddjurs borgmesteren fra Venstre

Flere talere ville have Kirstine Bille ”ud af skabet” som både royalist og liberalist ved 50 års fødselsdagsreception på Rådhuset.

Af
Af Martin Schultz

Opfindsomheden var stor, i alle fald fra Venstres side, da viceborgmester Claus Wistoft (V) ved receptionen for borgmester Kirstine Billes 50 års fødselsdag i fredags havde flere gaver med i tasken. Ikke blot var der en boggave i den lettere genre med EU-parlamentarikeren Dan Jørgensens bog, "Politikere med begge ben på jorden hænger ikke på træerne", som en anerkendelse af fødselarens realistiske og beslutsomme ledelsesstil. Men Claus Wistoft overrakte også Kirstine Bille et reb, som han foreslog kunne bruges til at snøre budgettet sammen med.
"Eller til tovtrækkeri", genreplicerede borgmesteren i vanlig kvik stil. Måske gav det en antydning af, hvad der foregår bag de lukkede døre i disse budgettider, hvor Kirstine Bille for alvor skal bestå sin prøve som borgmester..
"Budgetprocessen er det tidspunkt, hvor en borgmester skal styre og samle byrådet bag et budget," sagde kommunaldirektør Nich Bendtsen i sin tale til borgmesteren.

Venstres Claus Wistoft på talerstolen

Venstres Claus Wistoft på talerstolen

Kold skulder fra S

Talelysten var stor med undtagelse af Socialdemokratiet, som sendte en af sine spydspidser, Anette Quist Busk, på talerstolen, for at sige tillykke og meddele, at Socialdemokraterne på et gruppemøde havde besluttet ikke at holde nogen tale for SF-borgmesteren.
Sådan en kold skulder fik Kirstine Bille ikke fra Venstres Claus Wistoft, der som tak for talen fik endnu et kindkys fra en rød kvindelig politiker, hvis læserne ellers kan huske hvad der foregik på hin famøse valgnat.
Claus Wistoft mente at kunne genkende så meget Venstre tankegods i Kirstine Billes politik, at han opfordrede hende til at træde "ud af skabet" som liberalist.
"Privatisering og udlicitering er fy-ord, men kalder vi det selvforvaltning, så er det helt ok," sagde Claus Wistoft.

Byrådskollega Gunnar Sørensen (V) ønsker tillykke.

Byrådskollega Gunnar Sørensen (V) ønsker tillykke.

SF'er til hoffet

Også kommunaldirektør Nich Bendtsen kunne fortælle om andre tilbøjeligheder hos Syddjurs borgmesteren, som går imod partilinjen i SF.
"Kirstine Bille er sprunget ud som skabs-royalist. Hun lod sig med stor fornøjelse invitere til Dronningens 70-års fødselsdag, hvor det lykkedes hende at få inviteret Prinsesse Benedikte til Syddjurs og fik et ja tilbage," fortalte Nich Bendtsen.
"Du er ikke SF'er, selvom Du er medlem af SF," sagde den tidligere Ebeltoft borgmester Jørgen Brøgger (BL), som roste Kirstine Bille for hendes pragmatiske og realistiske ledelse.

Formand for Ryomgård Distriktsråd og tidligere sparekassedirektør Kirting Olesens skjorte matchede lyngen fra Mols Bjerge

Formand for Ryomgård Distriktsråd og tidligere sparekassedirektør Kirting Olesens skjorte matchede lyngen fra Mols Bjerge

Et rodehovede

Kirstine Billes tidligere chef, den nu afgåede leder af Grenaa Tekniske Skole Palle E. Rasmussen, var ikke i tvivl om at Kirstine Bille har evnerne til at blive en god borgmester.
"Hun er flittig, ærlig og resultatsøgende. Hun er en lille spirevip, men indvendig et stort menneske, som vil gøre det godt for alle mennesker. Men hun er realist, så derfor tager hun de beslutninger der skal tages," sagde Palle E. Rasmussen. Som deltager i SmagDjursland projektet havde han medbragt gode lokale produkter som en borgmesterstang fra Ebeltoft, en æblesnaps fra Søby Frugtplantage og chokolade fra Mølle Skovly i Vrinners.
Men hvad kendetegner borgmesteren ud over alle disse politiske superlativer?
"Jeg er et festmenneske og et rodehovede", sagde Kristine Bille inden hun tog hjem, belæsset med vingaver. Det skal den tidligere prisbelønnede vintjener på Den Hvide Kok i Drammelstrup nok forstå at sætte pris på, gerne i selskab med familie og gode venner.
Kirstine Bille fyldte 50 år søndag 5. september.

Den konservative Tommy Bøgehøj havde en interessant vingave med.

Den konservative Tommy Bøgehøj havde en interessant vingave med.

Publiceret 06 September 2010 00:17