Uffe Bach Jacobsen var Pindstrups bedste i tirsdags-kampen mod Stenvad, som Vikingerne fra Pindstrup vandt med 3 - 2

Uffe Bach Jacobsen var Pindstrups bedste i tirsdags-kampen mod Stenvad, som Vikingerne fra Pindstrup vandt med 3 - 2

Seriefodbold:

Vking Pindstrup vandt igen i serie 4

Med en 3 - 2 sejr over Stenvad tirsdag aften på Stenvad Stadion er Viking Pindstrup for alvor kommet med i serie 4 kredsen

Af
Af Lars Norman Thomsen

Viking Pindstrups fodboldformand Claus-Jørgen Busk klappede "høje-femmere" i klubhuset med spillerne, da klubbens førstehold i serie 4 vendte hjem fra Stenvad Stadion tirsdag aften med en 3 - 2 sejr i kufferten.
Sejren betyder, at Viking Pindstrup rykkede op på rækkens andenplads efter ubesejrede Kolind-Perstrup, der har ni point på førstepladsen.
Stenvad kom foran i første halvleg, men inden pausen udlignede Stefan "Q" Qvist for Viking - Pindstrup. Den stilling holdt til pausen.
I anden halvleg kom Stenvad igen først på tavlen efter 20 minutters spil, før først Philip Bjerre Rasmussen udlignede og en af veteranerne, Uffe Bach Jacobsen, scorede sejrsmålet.
Stenvad brændte undervejs et straffespark, som Viking Pindstrups keeper, Jonas Ilsø Babis, tog sig af.

Velspillende Uffe

"Vores holdleder Flemming Busk mente, at grundlaget for vores sejr var, at træner Tony Hansen havde fået stillet holdet godt op på banen mod et udmærket Stenvad mandskab," siger Claus-Jørgen Busk.
"Det var bestemt en god præstion af alle på holdet, der gav os de tre point, så det vil så absolut være forkert at påstå, at sejren kom i hus på en billig baggrund. Det gjorde den ikke."
Angriberen Uffe Bach Jacobsen blev kåret til "man-of-the-match" hos Viking Pindstrup, der var i noget nær stærkeste opstilling. Også en anden veteran Jørgen Erland Sørensen havde igen fået skruet støvlerne rigtigt på.
"Det var en sejr, der lunede, og gav spillerne troen på, at de kan være med til at præge rækken. Nu gælder det Ebeltoft på lørdag på Pindstrup Stadion," siger Claus-Jørgen Busk
"Kampen på lørdag spilles klokken 14, og vi håber på stor opbakning fra mange tilskuere i sydkurven på Pindstrup Stadion, så vi kan få en hyggelig eftermiddag og nyde en kop øl, medens vi ser fodbold;" siger Claus-Jørgen Busk (smiler...).

Publiceret 01 September 2010 12:58