PUK-formand går ikke ind for Hotel-flytning i Rønde

Forslaget om at gøre Rønde Vandrerhjem til nyt kulturhus i Rønde er en af mange løse ideer på Byrådets budgetseminar.

Af
Af Martin Schultz

Snakken går i Rønde efter at der er opstået rygter om der er ideer i spil om at flytte indholdet af Hotellet til Rønde Vandrerhjem og indrette et kulturhus på toppen af Rønde-bakken på vandrerhjemmets attraktive udsigtsgrund.
Ideen kommer dog ikke fra formand for Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur, Jesper Mathiesen (A), som klart afviser tanken om at flytte Hotellet.
"Den slags ideer opstår der masser af på et budgetseminar, men det er ikke noget jeg går ind for. Jeg vil ikke trække Hotellets teltpløkke op," siger Jesper Mathiesen. Han vil ikke oplyse, hvem der er ophav til denne prøveballon.

Vil gøre arbejdet færdigt

Syddjurs Kommune står for tiden med to besværlige sager i Rønde. Dels er det ønskede salg af Rønde Vandrerhjem ikke faldet på plads, og dels er der konstateret skimmelsvamp i den ikke-renoverede del af Hotellet, som er Teatersalen, Bodega Kringlen og loftet over disse lokaler.
Der er fremlagt to løsninger fra arkitekt Hans Grøns side: dels en totalløsning til 18 mill. kr. og dels en mindre løsning, som renoverer Teatersalen og inddrager loftet til fremtidig brug.
"Med den historie Hotellet har i Rønde og den måde Hotellet bliver brugt på i dag er det min holdning, at vi skal gøre det arbejde færdigt, som Rønde Kommune ikke nåede. Vi skal arbejde på at bringe resten af borgerhuset i samme stand og gode kvalitet som Hotellet," siger Jesper Mathiesen.

Publiceret 01 September 2010 14:03