Debat Norddjurs:

Sygehus - sikkerhed eller salami?

Af Allan Gjersbøl Jørgensen Norddjurs Kommunalbestyrelse (S):

"Det er til stor tilfredshed at vi nu kan konstatere at Grenaa Sygehus – Sundhedshus – ikke bliver lukket helt… i denne omgang. Det betyder at vi bevarer trygheden ved at have et sygehus i nærheden, om ikke andet for en stund. Jeg kan dog ikke undlade at være en smule skuffet stadigvæk. Ikke så meget over resultatet, da dette er som man ret beset kunne forvente.

Jeg er skuffet fordi Venstres gruppeformand i Region Midtjylland Anne V. Kristensen samt DF's repræsentant, på borgermødet insisterede i to timer på, at der ikke var nogen gode grunde til at spare på Grenaa Sygehus, overhovedet! Imens dette "spil for galleriet" foregik, kunne jeg selv og andre tilhørere ikke undlade at spørge os selv: "Er det den samme "salgstale" V og DF giver i Lemvig, Ringkøbing osv.?". Svaret på dette spørgsmål gav Anne V. Kristensen selv i sin slutreplik, hvor hun trak voldsomt i land og påpegede, at hun ikke kunne vide om det ville ende med en bevarelse af 16 senge, eller en reduktion med resultat af 14, 12, 10 eller 8 senge. Med andre ord kunne hun ikke sige, hvor stort et stykke af salamien, der blev skåret i år kontra de kommende år.

Alle V's og DF's løfter om, at der intet skulle spares i Grenaa klingede også ekstra hult, da Gert Schou (S) påpegede, at Venstre generelt havde foreslået besparelser af et langt større millionbeløb i hele regionen end S og SF. På bundlinjen står at et bredt forlig sikrede Grenaa Sygehus overlevelse, indtil videre. Hvem der er helte og skurke må de kommende års budgetforslag afgøre. Tiden må vise om budget 2011 var en sikkerhed eller salamimetoden?"

Publiceret 01 July 2010 11:53