Flere unge vil være økologiske landmænd

Det største antal danske elever i 12 år starter efter sommerferien på Kalø Økologisk Landbrugsskole.

Af
Af Martin Schultz

Mange unge fokuserer i stigende grad på dyrevelfærd, klima og bæredygtighed, når der skal vælges en grøn uddannelse.
Det mærker man tydeligt på Kalø Økologisk Landbrugsskole, hvor man efter sommerferien byder velkommen til det største antal danske elever i mange år.
"Det er dejligt, at vores unge mennesker er blevet bevidste om vigtigheden i at producere fødevarer på en bæredygtig måde, hvor både miljøhensyn og dyrevælfærden er i højsædet," siger forstander Helge Bülow, Kalø Økologisk Landbrugsskole.

Mange fra Europa vil uddannes på Kalø

Skolen har gennem de sidste fire elevoptag oplevet en stadig stigende fremgang af danske elever. Efter sommerferien starter der således 25 danske elever, og det er det største antal i 12 år.
Kalø Økologisk Landbrugsskole er den eneste økologiske landbrugsskole i Danmark og en af de eneste landbrugsskoler i Europa, hvor man kan uddanne sig til økologisk landmand. Derfor er der også en stor søgning til skolens europæiske landmandslinje. 90 udenlandske elever havde ønsket sig en uddannelse fra Kalø, men der var kun kapacitet til at optage 25 til studiestarten sammen med de danske elever.

Publiceret 01 July 2010 18:48