Torsten Klein Mikkelsen, distriktsrådsformand i Hornslet, synes ikke, det er i orden at spareforslag til næste års budget kan indgives anonymt.

Torsten Klein Mikkelsen, distriktsrådsformand i Hornslet, synes ikke, det er i orden at spareforslag til næste års budget kan indgives anonymt.

Anonyme spareforslag i modvind

Det er ikke i orden, at borgerne anonymt kan komme med spareforslag til det kommende års budget, mener distriktsrådsformand.

Af
Af Anette Bonde anette.bonde@lokalavisen.dk

Syddjurs kommune har på sin hjemmeside bedt folk om at komme med spareforslag til det kommende års budget. Både navngivne og anonyme forslag er velkomne.
Men det er ikke i orden, mener distriktsrådsformand. Anonyme forslag mudrer de gode hensigter om en bedre kommunal økonomi til og kan skabe mistanke om smålige motiver bag forslagene. Det er i det hele taget principielt forkert, mener Torsten Klein Mikkelsen, distriktsrådsformand i Hornslet.

At kæmpe med åben pande

Torsten Klein Mikkelsen understreger, at han synes godt om kommunens initiativ med at få hjælp af borgerne til at skære i budgettet de rigtige steder.
"Det er fint med ideer fra borgerne. Men vi lever i et demokrati, hvor alle må komme til orde. Man skal så også turde tage slagsmålet og kæmpe med åben pande. Princippet i anonymitet er forkert. Det lugter for meget af Østtyskland og kommunistiske lande, hvor alle var stikkere."
"For at beholde seriøsiteten i spareforslag, skal man ikke være anonym. Det er et godt princip."
Torsten Klein Mikkelsen har observeret, at der er forskel i lødigheden blandt forslagene.
"Nogle er brok, andre er politisk, andre sviner hinanden til. Jeg synes, man skyder for lavt."

Tvivl om motivet bag

Torsten Klein Mikkelsen mener, at kommunens brug af anonyme tips gør ytringsfriheden til en speget affære.
"Nu kan alle sige alt om alle, og man kan ikke diskutere med personen om dette her. Det er fuldsstændig omkostningsfrit. I en dialog, kan man diskutere sagen."
"Det bliver grødet. Når man ikke ved, hvem forslaget kommer fra, kan der stilles spørgsmålstegn ved motivet bag. Når man kender afsenderen, kan man vurdere, hvorfor forslaget stilles."
Han understreger, at hjemmesiden har fungeret ved, at der er kommet mange gode ting frem.
"Blandt andet har kommunale medarbejdere, der jo har fingrene i sovsen, kommet med nogle rigtig gode og gennemarbejdede forslag. De fremtræder godt. Men hvis det var anonymt, ville de blive opfattet meget anderledes."
"Det er fint at man har forskellige meninger, fint at man er uenige, men man skal bare vide, hvem man taler imod."

Et spørgsmål om tillid

Borgmester Kirstine Bille (SF) fortæller, at spørgsmålet om anonyme eller navngivne indlæg på hjemmesiden blev diskuteret rigtig meget inden den gik i luften.
"Vi har valgt tillidsfuldt at sige ok til anonyme indlæg simpelthen for at så mange som muligt kommer til orde. At ingen holder sig tilbage, hvis de er bange for at risikere noget - for eksempel i forholdet mellem medarbejdere og chefer. "
"Vi ville gøre det så frit og åbent og ucensureret som muligt i tillid til at det kunne medarbejdere og borgere håndtere. Og det synes jeg, at de har kunnet. Folk har med stor respekt kommet med indlæg."
Efter en evaluering er det planen at lade siden med gode ideer til politik og forvaltning køre videre efter budgetlægningen.

Publiceret 01 July 2010 16:30