Søstrene Hanne (tv) og Elsebeth Sørensen (i midten) har brugt to år på at kniple Marie Magdalene Kirkes ny alterdug. Dansk kniplings mastermid, Karen Tend Nissen (th), har designet dugen.

Søstrene Hanne (tv) og Elsebeth Sørensen (i midten) har brugt to år på at kniple Marie Magdalene Kirkes ny alterdug. Dansk kniplings mastermid, Karen Tend Nissen (th), har designet dugen.

Ny alterdug til Marie Magdalene Kirke

Søstrene Elsebeth og Hanne Sørensen har brugt to år på at kniple Marie Magdalene Kirkes ny alterdug, der er designet af Karen Trend Nissen.

Af
Af Lars Norman Thomsen

Den sidste søndag i juni var der officiel indvielse af Marie Magdalene Kirkes ny alterdug, som søstrene Hanne Sørensen, Elholt ved Nimtofte, og Elsebeth Sørensen, Ryomgård, i to år har arbejdet med at gøre færdig.

Søstrene har i mange år været med på holdet af lokale kniple-damer, der efterår og forår har mødtes i håndgerningslokalet på Kolind Centralskole for at dyrke deres fælles lidenskab.

Knipling er en passion for Hanne og Elsebeth Sørensen, og derfor gik menighedsrådet da heller ikke galt i byen ved at vælge de to til opgaven. Alterdugen er designet af Karen Trend Nissen, som er lidt af et dansk ikon, når det gælder det gamle håndværk. Karen Trend Nissen har skrevet flere bøger om emnet og står bag mønstret til mange andre smukke alterduge rundt omkring i de danske kirker

En lang proces

"Vi startede op allerede i efteråret 2007 i det gamle menighedsråd med at udvælge mønster til alterdugen. Det var ikke en let opgave, for vi har et meget markant alter, både på grund af de rå mursten forneden og den meget pompøse altertavle foroven. Men det lykkedes at finde et motiv, der faldt i smag hos alle de involverede," fortæller sognepræst Tina Skov Løbner.

Ved indvielsen var det sognepræst Mette Krabbe, der forestod gudstjenesten, og hun kom omkring den ny dug i nytestamentlig forstand udfra beretningen om Peter, der ser en dug dækket med alt det, Gud siger er tilladt for os at spise ( Ap.G, kap. 11 ).

Efter gudstjenesten fik kniple-damerne ord med på vejen af menigshedsrådsformand Preben Juul Sørensen, og de fik hver overrakt en buket samt en Piet Hein-vase.

"En helt igennem symbolsk gave, idet timelønnen for sådan et stort stykke arbejde aldrig vil kunne gøres op," som Tina Skov Løbner meget præcist udtrykker det.

Publiceret 30 June 2010 19:37