Thea betyder

Thea betyder "gave", og måske er unge Thea Hansen en gave til partiet, der netop har valgt hende til folketingskandidat i Djurskredsen.

Unge Thea bliver SF folketingskandidat i Djurskredsen

Det unge byrådsmedlem i Syddjurs, Thea Hansen, er uden modkandidater blevet valgt til at være SFs ny folketingskandidat på Djursland.

Af
Af Lars Norman Thomsen

22-årige Thea Hansen, nyvalgt byrådsmedlem i Syddjurs, bliver ny folketingskandidat for SF i Djurskredsen. Partiets to lokalafdelinger på Djursland har brugt en god måneds tid til at finde en afløser for Kim Lykke Jensen, Hvilsager ved Mørke, der selv ønskede at trække sit kandidatur.
Kim Lykke Jensen er ligesom Thea Hansen byrådsmedlem i Syddjurs.
Thea Hansen er blevet valgt til opgaven uden modkandidater.

Stort talent

Mads Nikolajsen, kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs, har været med til på nærmeste hold at finde SFs folketingskandidat, og han er ikke tvivl om, at Thea Hansen er den rette.
"Jeg ser hende som et stort politisk talent, der er klar til opgaven," siger Mads Nikolajsen.
Han sammenligner hende lidt med de unge SF'ere i partiets nuværende folketingsgruppe, og nævner navne som Nanna Westerby og grønlandske Juliane Henningsen.
"Thea har imponeret mig i de sammenhænge, hvor jeg har været sammen med hende, og hun trak jo et stort læs for SF i Syddjurs ved kommunalvalget," roser Mads Nikolajsen.

En borgerpligt

Thea Hansen bor i Thorsager og arbejder til daglig som social- og sundhedsassistent på Aarhus Sygehus. I Syddjurs Byråd, hvor hun er benjamin, sidder hun i Sundhed-, ældre- og socialudvalget samt handicaprådet.

"Jeg har altid haft en interesse for politik og samfundet. For mig er det min borgerpligt og ret at stille op til Folketinget. Ligesom det er vigtigt for mig at lytte til den lille stemme som at lytte til den store stemme i hverdagen," skriver Thea Hansen i et lille præsentationsindlæg på sf-syddjurs.dk.
"Jeg vil arbejde for, at Djursland ikke bliver glemt og bliver et udkantsområde. Det er vigtigt at landdistrikterne bliver hørt i folketinget. Regeringen har lavet en hjertepakke og en kræftpakke. Det er på tide, at der bliver lavet en medicinskpakke. Da der er ved at være mangel på ressourcer på de medicinske sengeafdelinger. Vi skal beskytte de offentlige sygehuse, så der er lige adgang til hjælp for alle."

Hårde odds

Djurskredsen er en af 11 opstillingskredse i Østjyllands Storkreds, hvor SF i øjeblikket har tre folketingskandidater: Pernille Frahm, Eigil Andersen og Jonas Dahl.
Thea Hansens muligheder for at komme i Folketinget er ikke store, fordi SF anvender partiliste som opstillingsform, hvor kandidaterne står opført i prioriteret rækkefølge, i modsætning til den mere gængse sideordnet opstilling, hvor det er vælgernes personlige stemmeafgivning som er afgørende for valgchancerne.
Medlemmerne af SF I Østjyllands Storkreds skal inden længe ved en urafstemning beslutte den rækkefølge, som kandidaterne skal stå i på stemmesedlen ved næste folketingsvalg.
"Det er klart, at vi har det sværere på Djursland, fordi SF af indlysende årsager har flest medlemmer jo tættere vi kommer på Aarhus, men vi arbejder fortsat på fra Djurslands side at få ændret vores opstillingsform," lover Mads Nikolajsen.

Publiceret 01 June 2010 15:03