Kroværterne Susanne og Henrik Jensen i ét af de nyrenoverede selskabslokaler foran et par af Lone Hedegaards værker.

Kroværterne Susanne og Henrik Jensen i ét af de nyrenoverede selskabslokaler foran et par af Lone Hedegaards værker.

Nye fest-rammer på Auning Kro

Ansigtsløftning i selskabslokalerne på Auning Kro.

Af
Af Anette Bonde

Selskabslokalerne på Auning Kro har fået en grundig ansigtsløftning. Der er blevet malet og lagt nye gulve, nye møbler er kommet til og ny belysning. Nye lydisolerede døre betyder desuden, at flere selskaber kan muntre sig på kroen samtidig uden at de kan høre hinanden.
Som prikken over i?et har kroværterne Susanne og Henrik Jensen allieret sig med den lokale billedkunstner Lone Hedegaard og man kan nu nyde ni af hendes dejlige værker i det ene af selskabslokalerne samt i indgangen. Snart kommer der også billeder fra hendes hånd op i det andet selskabslokale.
Motiverne i de ni værker, der allerede er hængt op, forestiller forløbet i en fest fra gæsterne kommer og til de spiser og derefter danser. Lone Hedegaard har valgt en munter streg og farveskalaen er fastlagt sammen med Susanne og Henrik Jensen. Motivet i de kommende seks værker er scener fra forskellige eventyr, hvor der indgår en kro.
Henrik Jensen fortæller, at kroparret allerede har næste byggeprojekt i støbeskeen. Det gælder renovering af værelser ovenpå kroen. Ud af de tretten værelser er de ni allerede renoveret, og de sidste fire står for tur inden længe.

Konferencer og kurser

Til forskel fra mange andre kroer har Auning Kro ikke lidt meget under krisen. Henrik Jensen fortæller, at der ganske vist mangler en indkomst fra håndværkere, der ellers benytter Auning Kro, når de kommer tilrejsende for at arbejde i området. Dem har der ikke været så mange af i vinter.
"Det kan enten skyldes krisen, men det kan også være på grund af vejret, at de holder sig væk. De er i hvert fald så småt begyndt at komme nu, blandt andet nogle, der skal arbejde i Djurs Sommerland."
"Men til gengæld har vi fået mange konferencer og kurser."

Amin Jensen kommer igen

For et par år siden havde Auning Kro stor succes med et arrangement med komikeren og entertaineren Amin Jensen. Billetterne blev revet væk, og publikum havde en god aften. Nu er det lykkedes at få en aftale med Amin Jensen på plads igen.
Fredag 24. september vender han således tilbage til Auning Kro med et nyt show. Det rammes ind af en stor aftenbuffet og opvarmning med Michael Staun. Efter Amin Jensens optræden spilles der op til dans.

Auning Kro er fra 1875. I 1986 blev selskabslokalerne bygget til på kroen.

Publiceret 22 March 2010 16:00