Fremtidens studenter i Rønde kommer til at udgå fra et offentligt gymnasium.

Fremtidens studenter i Rønde kommer til at udgå fra et offentligt gymnasium.

Vilfred Friborg Hansen i spidsen for ny bestyrelse på Rønde Gymnasium

Den tidligere Syddjurs borgmester sender optimistiske signaler fra det snart offentlige Rønde Gymnasium.

Af
Af Martin Schultz

"Sorg er til glæde vendt," siger det snart offentlige Rønde Gymnasiums første bestyrelseformand, Vilfred Friborg Hansen.
Overgangen fra privat til offentligt gymnasium er blevet overstået på rekordtid og den tidligere Syddjurs borgmester tror på projektet. Det skyldes, at Rønde Gymnasium får et udkantstillæg, som sikrer økonomien i fremtiden.
"Henvisningsordningens bortfald så i første omgang ud til at kunne betyde gymnasiets langsomme kvælning. Nu ser den i stedet ud til at ville betyde et stort skridt fremad for gymnasiet," siger Vilfred Friborg Hansen.

Det økonomiske fundament er sikret

Udkantstilskudet, som også har været gældende for Grenaa Gymnasium i mange år, betyder et årligt tilskud på 2,5 mill. kr.
Det har vendt tvivl og frygt for lukning til optimisme på Rønde Gymnasium i overgangen til offentligt gymnasium.
"Vi tror dels på et øget elevtal, dels at det økonomiske fundament under gymnasiet vil være sikret," siger Vilfred Friborg Hansen.
Rønde Gymnasium måtte gå fra privat til offentligt gymnasium, efter at Undervisningministeriet sidste år kendte en mangeårig henvisningsaftale med Århus Amt og siden Region Midtjylland for ulovlig.

Adgang for områdets unge på helt lige vilkår

Undervisningsministeriet har nu udpeget en midlertidig bestyrelse for det offentlige Rønde Gymnasium, som har konstitueret sig med Vilfred Friborg Hansen som formand.
Den nye bestyrelse skal blandt andet gennem en delingsproces med den gamle bestyrelse sætte rammerne for det snart delte Rønde Gymnasium og Rønde Privatskole.
"Når spørgsmålet om vedtægter og samejevilkår er løst, vil gymnasiet være klar til den nye tilværelse som offentlig pr. 1. august dette år," siger Vilfred Friborg Hansen. Bestyrelsen vil holde sit første egentlige arbejdsmøde i begyndelsen af marts.
Efter overgangen til offentligt gymnasium kan områdets unge nu gå gratis på Rønde Gymnasium på helt lige vilkår i forhold til andre uddannelsestilbud.

RØNDE GYMNASIUM

Undervisningsministeriet udpegede i sidste uge følgende bestyrelse: Poul Møller, direktør for Plan- og Kulturområdet, Syddjurs Kommune Søren K. Lauridsen, områdedirektør ved Professionshøjskolen Via University College Vilfred Friborg Hansen, fhv. borgmester i Syddjurs Kommune Anne Mette Platz, medarbejderrepræsentant Som bestyrelsens sekretær fungerer rektor Per Knudsen, Rønde Gymnasium. Efter sit første møde har bestyrelsen konstitueret sig med Vilfred Friborg Hansen som formand og Søren K. Lauridsen som næstformand. Der forestår to hovedopgaver: først at få vedtaget vedtægter for det nye gymnasium, derefter at få udarbejdet en samejekontrakt, hvoraf ”bodelingen” og samarbejdsvilkårene mellem den private grundskole og det fremtidige offentlige gymnasium fremgår.

Publiceret 16 February 2010 12:08