Halinspektør i Kolind Hallen, Jørgen Pedersen, inviterer byens børn til sport og leg i Kolind Hallen onsdag og torsdag i vinterferien.

Halinspektør i Kolind Hallen, Jørgen Pedersen, inviterer byens børn til sport og leg i Kolind Hallen onsdag og torsdag i vinterferien.

Halinspektør inviterer Kolinds børn to dage i vinterferien

Halinspektør Jørgen Pedersen, Kolind Hallen, inviterer børn, dagplejere og børnehaver til to lege-/sportsdage i vinterferien.

Af
Af Lars Norman Thomsen

Der bliver mulighed for at dyrke forskellige idrætsgrene og lege på livet løs, når halinspektør Jørgen Pedersen inviterer byens børn til komsammen i Kolind Hallen onsdag og torsdag i vinterferien fra klokken 10 til 16.

"Jeg håber, at mange børn, dagplejerne i byen, vores to børnehaver og skolefritidsordningen vil benytte sig af tilbuddet," siger Jørgen Pedersen, der ser initiativet som en god mulighed for at teste hallens muligheder for at blive et fremtidigt aktivitetscenter for byens borgere.

Jørgen Pedersen startede i halinspektørjobbet i efteråret 2010. Hans bedre halvdel er kommunal dagplejemor, og det har i høj grad været med til at inspirere ham til at prøve med et par åbent hus dage i en uge, hvor dagplejerne og børnehaverne altid savner en mulighed for at lave noget, der er lidt anderledes for de børn, hvis forældre ikke holder vinterferie.

Utallige legemuligheder

Kolind Hallen vil de to dage summe af muligheder for at lege og dyrke sport: badminton, gulvhockey, indefodbold, håndbold, dart, hoppeborg, volley- og basketball. I cafeteriaet kan børnene spille Nintendo Wii.
"Det bliver et par dage, hvor vi løbende snakker om, hvad børnene har lyst til at dyrke af idræt. Det skal primært være hyggeligt at være i hallen," siger Jørgen Pedersen, der også har sagt til medlemmer af Motionsforeningen Samson, der består af pensionister og efterlønnere, at de er velkomne.
Sportstøj og indesko er en god ting at have med i tasken. Hallens omklædningsrum står parate til fri afbenyttelse. Jørgen Pedersen tillader også, at man de to dage har en god madpakke med i tasken. Det er muligt at købe drikkevarer og kaffe i cafeteriatet.

Publiceret 28 January 2010 12:50