Optrævling af tyverede i Fuglslev

Østjyllands Politi anholdt i går fem litauske mænd, der kædes sammen med indbrud i det østjyske.

Af
Af Anette Bonde

Politiet fik tirsdag middag et tip om, at der i et sommerhus i Fuglslev ved Tirstrup opholdt sig en del østeuropæere, og at huset skulle være fyldt med koster. Da politiet rykkede ind i huset, var fuglene imidlertid fløjet, men de havde efterladt nogle koster i huset, som politiet tog med sig.
På baggrund af en vidneafhøring fra stedet, kunne man i landets politikredse efterlyse de biler, som beboerne havde kørt i. Det resulterede i, at politiet cirka klokken 14 kunne standse to biler ved Vejle, en engelsk indregistreret kassevogn og en litauisk indregistreret VW vento med fem litauske mænd i samt en del tyvekoster.
De fem mænd blev anholdt og fremstilles i grundlovs forhør i dag. Fra Østjyllands Politi oplyses, at der er tyvekoster fra mange steder, men man er endnu ikke færdig med at stadfæste tingene.

Publiceret 27 January 2010 10:05