Syddjurs:

Stigning i kirkegårdspriserne

Vedligeholdelse og renholdelse af gravsteder bliver dyrere.

Af
Af Martin Schultz

Det bliver dyrere at ligge på kirkegården. Fremover bliver menighedsrådene nemlig omfattet af de samme regler som andre offentlige organisationer og skal derfor betale moms for vedligeholdelse og renholdelse af gravsteder.
"Dette gælder uanset om der indgås en aftale om vedligeholdelse for ét år ad gangen eller der indgås en aftale, som løber over flere år," siger provst Søren Peter Hansen, Syddjurs Provsti.

Provstiudvalg foretager serviceeftersyn

I forbindelse med denne omlægning har provstiudvalget i Syddjurs Provsti, der fastsætter taksterne for kirkegårdene, besluttet at foretage et serviceeftersyn af priserne for samtlige ydelser, der dækker vedligeholdelse, renholdelse, plantning af forårs- og sommerblomster samt grandækning.
"Dette har betydet en større omlægning, således at priserne tilnærmelsesvis svarer til den reelle udgift for den enkelte ydelse," siger Søren Peter Hansen.
Nogle ydelser er dog steget mere end andre. Erhvervelse af et gravsted er stadig "gratis" for ethvert medlem af folkekirken.
Prisomlægningerne gør de flerårige aftaler, de såkaldte legater, meget fordelagtige.

Publiceret 20 January 2010 14:44