Stenvad træner Kasper Eriksen (med ryggen til) blev udsat for en gedigen overraskelse af syv Auning spillere, der uanmeldt dukkede op til nytårsappel i Stenvad.

Stenvad træner Kasper Eriksen (med ryggen til) blev udsat for en gedigen overraskelse af syv Auning spillere, der uanmeldt dukkede op til nytårsappel i Stenvad.

Seriefodbold:

Auning spillere tog fusen på Stenvad træner

Ved nytårsappellen i Stenvad Boldklub forleden dukkede der syv spillere op fra Auning IF til stor overraskelse for den nystartede seniortræner i Stenvad, Kasper Eriksen, der mistede mælet for en stund.

Af
Af Lars Norman Thomsen

"Vi vil spille i Stenvad," lød med smil om munden fra syv fremmødte spillere fra Aunings Jyllandsserietrup til Stenvads nyligt afholdte nytårsappel. Den nyiltrådte seniortræner i Stenvad, Kasper Eriksen, der senest har været assistenttræner i netop Auning, var ved at tabe både næse og mund.
Der var dog ikke tale om et sensationelt klubskifte på Djursland, men derimod om en flot timet happening fra de fremmødte Auning spilleres side. Kasper Eriksen var af private årsager forhindret i at deltage i Aunings afslutningsfest efter sæsonen var færdigspillet i 2009, og derfor ville hans gamle spillere lige sige ham pænt tak for deres fælles tid i Auning.
De havde medbragt en flot købmandskurv, og anfører Danni Djerre holdt også tale for Kasper Eriksen, der måtte erkende, at han havde svært ved at finde ord og vel også fik en lille klump i halsen over initiativet.
Kasper Eriksen, der er gammel Stenvad spiller, afløser Keld Kristensen på trænerposten i barndomsklubben. Den gamle målræv, der også er aktiv dommer og som sådan med til at højne standens ry i fodboldkredse betydeligt, skal forsøge at genrejse Stenvad Boldklub, der måtte "tygge" to nedrykninger i sidste sæson.
I foråret spiller klubbens to bedste hold i serie 3 og serie 5.
Kasper Eriksen har som aktiv primært spillet i Stenvad og Nørager, ligesom han i en yngre udgave udfoldede målinstinktet i en periode i Vorup FB.

Stenvad startede ud med en tidlig nytårsappel for klubbens seniorspillere og den nye træner Kasper Eriksen.

Stenvad startede ud med en tidlig nytårsappel for klubbens seniorspillere og den nye træner Kasper Eriksen.

Publiceret 20 January 2010 21:52