"Missil Olsen" er optimist før søndagens kamp. Nørre Djurs HKs benjamin er parat til at bære et stort ansvar for, at hans hold henter begge point.

Nedtælling til lokalopgør:

Unge Missil Olsen er klar til lokalderby

Nørre Djurs HKs Anders Olsen har et smæld i højrehånden, der kan blive afgørende, når Aastrup/Hammelev - Grenaa og Nørre Djurs HK krydser klinger søndag eftermiddag i Grenaa Idrætscenter.

Af
Af Lars Norman Thomsen

Anders Olsen, 19, er ikke typen, der går mentalt i sort eller stikker op for bollemælk, fordi der sidder mange mennesker på lægterne og håndboldkampen er ved at koge over.Tværtimod så inspirerer omgivelserne den unge mand, der egentlig har alderen til at spille ynglinge et år mere, men heldigvis rykkede Nørre Djurs HK skarpskytten op i seniortruppen før denne sæson.

Det har de ikke fortrudt, for "Missil Olsen", som han er blevet døbt på Lokalavisens netavis, har været en afgørende brik i den optur, som Nørre Djurs HK har oplevet.

Uimponeret er han gået til værks, som det var tilfældet i weekendens kamp, hvor han trods begrænset spilletid alligevel hamrede seks bolde i kassen på meget få forsøg.

Tidligere Grenaa IF

HTX-eleven på tredje år bor i Grenaa, så han skal ikke anstrenge sig synderligt på søndag for at ankomme tidsnok til Grenaa Idrætscenter. Han har da også spillet i Grenaa IF i de helt unge år, før han som junior skiftede til Kolind-Perstrup IF.

Klubben havde på daværende tidspunkt et stærkt juniorhold, og det var guf for Anders Olsen, der har forældrenes opbakning. De følger sønnike hver gang fra tilskuerpladserne.

Et 10. skoleår på Viborg Håndbold College blev aldrig nogen succes, så han brød af midtvejs og vendte snuden hjem igen. Hans holdkammerater var alle et år ældre i det Viborg'ske og ikke just interesseret i den skolemæssige side.

Ynglinge i Nørre Djurs

Forklaringen på, at han nu tørner ud i rød trøje, er ganske enkel. Som ynglingespiller skiftede han til Nørre Djurs HK, der kunne tilbyde ungdomshåndbold på eliteplan.

Anders Olsen, 1.97 høj, bombede afslutninger ind på samlebånd, og det gav ham i slutningen af sidste sæson debut på Nørre Djurs HKs bedste seniormandskab. Prøv blot at spørge i ÅHG om de kan huske ham fra sidste års lokalopgør i Grenaa Idrætscenter, hvor han næsten kom, så og sejrede og i høj grad var medvirkende til, at Nørre Djurs HK ødelagde hjemmeholdets oprykningsdrømme ved at opnå 20 - 20.

Ved en skillevej

Efter sommerferien fortsætter Anders Olsen sin uddannelse i Aarhus. Han skal læse videre til Maskinmester, men skiftet behøves nødvendigvis ikke at medføre et klubskifte.

"Jeg har det godt i Nørre Djurs, hvor der er et virkelig godt kammeratskab, gode medspillere og et par gode trænere, der kan lære mig meget. Jeg udvikler mig ved hver træning, så jeg har slet ikke besluttet mig for at flytte til Aarhus," siger Anders Olsen, der har potentialet til at begå sig i det øverste lag i dansk håndbold.Den ranglede ungersvend skal dog have mange flere muskler på kroppen at gøre godt med, hvis han skal lykkes med en karriere på topplan, og det er han klar over.

Søndag står han ikke ved en skillevej. Da hylder han ideen om carpe diem, grib dagen eller øjeblikket, når han har fået håndboldskoene på og harpiks på hænderne.

"Missil-Olsen" er klar til kamp: "Vi skal have revanche, men det kræver en bedre præstation end i efteråret. Heldigvis har vi holdet, der kan vinde den kamp," lyder det optimistisk fra Anders Olsen, der også imponerede iagttagere, da Nørre Djurs HK forleden spillede pokalkamp mod Skovbakken fra 2. Division og tabte 21 - 31.

Anders Olsen lod sig ikke kyse af de hårdere tacklinger - end har vant med - i pokalopgøret, hvor han med ni mål overbeviste selv de mest kritiske om sine muligheder.

Publiceret 20 January 2010 10:30