Thøger Pauli fra Trinbrætgruppen vil gerne have Grenaabanen til at stoppe i Thorsager.

Thøger Pauli fra Trinbrætgruppen vil gerne have Grenaabanen til at stoppe i Thorsager.

Mange siger ja til trinbræt i Thorsager

Uvildig spørgeundersøgelse viser borgerønske i Thorsager om at få genetableret et trinbræt på Grenaabanen.

Af
Af Martin Schultz

Mange Thorsagerborgere vil gerne benytte Grenaabanen, hvis der bliver etableret et trinbræt i Thorsager.
Det viser resultatet af en spørgeundersøgelse, som de første tre uger af november blev udført i Thorsager. 240 husstande deltog i undersøgelsen og det svarer til næsten 600 personer, som er tæt på halvdelen af alle beboere i Thorsager.
Rapporten fra analysefirmaet Kjær og Schmeltzer i København konkluderer, at der er et stort behov for et trinbræt i Thorsager.
"Et trinbræt i Thorsager vil ifølge undersøgelsen i gennemsnit kunne levere 288 passagerer om dagen. Det er langt over de 200 passagerer om dagen, der normalt kræves, for at der er økonomi i at etablere et stoppested for toget," siger en af forkæmperne for et trinbræt i Thorsager, Thøger Pauli. I tallet medregnes kun personer, der har svaret på spørgeskemaet.

Letbanetog på vej mellem Århus og Grenaa

Grenaabanen havde et trinbræt i Thorsager indtil først i 1970, men i de senere år har der været kræfter i byen, som har taget initiativ til at der atter oprettes et trinbræt i byen.
Med udsigt til en letbane med nye og hurtige tog på Grenaabanen er det nu chancen skal gribes til atter at få et trinbræt i Thorsager.
"Et trinbræt ved Thorsager vil være attraktivt, fordi man let og hurtigt kan komme til Grenå eller Århus centrum uanset trafikmængde,¿ siger Thøger Pauli fra Trinbrætgruppen.

I dag er der for langt til stationen

Et trinbræt i Thorsager vil først og fremmest flytte passagerer væk fra personbilerne.
"Thorsager er i dag betjent af busser, der ved alle afgange skal omkring Rønde. Derfor er rejsetiden til Århus næsten en time. Med toget vil rejsetiden ikke overstige 35 minutter," siger Thøger Pauli.
I dag bruger kun 13 procent af de adspurgte toget. Næsten 80 procent af de adspurgte giver den store afstand til togstationerne i Mørke og Ryomgård skylden for ikke at bruge toget.

Publiceret 20 January 2010 20:35