Syddjurs:

Friskolebørn donerer en skoleuge til børn i Afrika

Bazar på Syddjurs Friskole fredag eftermiddag til støtte for børn på en losseplads i Kenya.

Af
Af Martin Schultz

Eleverne på Syddjurs Friskole i Egens har taget hul på 2010 på en meget solidarisk måde. Eleverne har nemlig "doneret" årets første skoleuge til børnene på lossepladsen Kibarani uden for Mombassa i Kenya.
Støtten til de afrikanske børn formidles gennem organisationen 100% til Børnene, som sørger for skolegang, to daglige måltider mad og sundhedspleje til børnene, som bor og lever på lossepladsen uden for Mombassa.
Gennem hele ugen arbejder eleverne i værksteder og fremstiller ting og mad, som sælges på en Bazar på Syddjurs Friskole fredag eftermiddag mellem kl. 14.00 og 17.30. På den måde har eleverne lært om velgørende formål og at "hjælpe andre", og samtidig har de lavet praktiske ting, som forældrene og andre interesserede kan købe når de kommer til Bazar.

Fortæller om livet på lossepladsen

Bag organisationen 100% til Børnene står Signe Møller, som er opvokset på Vrinners Hoved og har gået i skole på Mols. Hun er uddannet som Kaospilot og har i de seneste år haft travlt med at opbygge og indsamle midler til 100% til Børnene.
100% til Børnene støtter projekter blandt børn i området omkring Mombassa med både kost, sundhedspleje, skolegang og fritidsaktiviteter.
Signe Møller besøger Syddjurs Friskole i løbet af temaugen og fortæller om sit og sine medarbejderes indsats blandt børnene i Kenya.

100% til Børnene

Se nærmere på http://www.100percent2thechildren.dk/

Publiceret 06 January 2010 15:13