Debat Syddjurs:

Pas på jeres børn i Mørke

Af Lone Meldgaard Trælgårdsvej 4 Mørke:

"Der er lige ændret en del på vejene i Mørke. Vejbump og nye blinde veje er kommet til. Det er alt sammen helt fint, men er det ikke blandt andre, børnene fra Mørke Skole, som har været lidt med i denne proces? Det går jeg ud fra, er med henblik på at sikre til og fra skoleruter som det primære.
Derfor undrer det mig helt utroligt, at jeg, som kører rundt i vores by, fra kl 7.00 dagligt, HVER eneste morgen er ved, enten at overse eller påkøre, fuldstændig mørklagte børn på vej til skole eller Solgården. Det er både gående og cyklister uden lys eller reflekser. De er umulige at få øje på i disse mørke vintermorgener og ligeledes aftener. Mange af børnene er ikke gamle nok til selv at se det farlige i situationen, men hvorfor sørger forældrene ikke for at deres børn er til at se for pokker da.Nogle fortove og veje er svære at passere i disse dage, så ofte må "de svage" i trafikken udenom parkerede biler, og her har det for mig været tæt på to dage i træk, at påkøre en pludselig sort skikkelse på vejbanen.
Skriver bare for at gøre opmærksom på problemet INDEN det går galt. Ofre dog de få kroner det koster at få lys i Mørke og sikre jeres børn og den uheldige bilist, som måske rammer et barn. For øvrigt gælder ovenstående også mange voksne, desværre."

Publiceret 06 January 2010 23:12