Debat:

Mindre fynd, mere fyld og flere fakta, tak!

Af Anne-Mette Winther Christiansen (V) MF - valgt i Djurskredsen:

" I sit indlæg "Løkke har finansieret hospitalsdirektørers lønstigning" skriver SF's sundhedsordfører Jonas Dahl om "det katastrofalt dalende serviceniveau" og regeringens ringe indsats som "velfærdens vogtere". Fint og fyndigt lyder det, men lad os se på de tal, som Jonas Dahl tilsyneladende vælger at se bort fra i sin analyse af 'rigets tilstand anno 2010'. Hele ni ud af ti patienter er tilfredse med deres indlæggelse på de danske sygehuse. Fire ud af fem elever er glade for at gå i skole og lige så mange forældre er enten meget tilfredse eller tilfredse med skolernes service. På ældreområdet er mellem 82 og 95 pct. af modtagerne af hjemmehjælp tilfredse eller meget tilfredse med servicen - og tallet er stigende.
Efter denne korte skitsering af tre tunge velfærdsområder, vil jeg lade tallene tale sit eget klare sprog. For hvis de afspejler andet, end at velfærden i Danmark lever og lever godt, så skal vi vist sammen tilbage på skolebænken og til matematiktimen.
Dermed ikke sagt, at vi er i hus. Nej, vi skal hele tiden sikre en mere borgernær service ved at give de offentligt ansatte mere tid på at servicere borgerne og mindske bureaukratiet.
Jonas Dahl vender også tilbage til kritikken af Lars Løkkes påståede overbetaling af de private aktører. Den takst, der blev fastsat til det private er den samme, som var fastsat til det offentlige, ja faktisk en smule mindre. Så har de private aktører fået for meget, så har det offentlige også, men det vil SF næppe tilslutte sig.
Og lad mig så også lige nævne, at man jo ikke bør glemme, hvorfor vi overhovedet taler om takster til det private mod takster til det offentlige. Danskerne har i dag udvidet frit sygehusvalg, hvilket i praksis har givet alle borgere en privat sundhedsforsikring frem for, som da S var ved magten, at det kun var de velstillede, der kunne springe ventelisterne over og komme på privathospital.
Takket være det udvidede frie sygehusvalg har alle danskerne nu den mulighed og 80 pct. af alle danskere støtter op om det og det mener jeg der er grund til at glædes over."

Publiceret 06 January 2010 09:27