Debat Norddjurs:

Vi skal sammen gøre en forskel i Norddjurs

Af Else Søjmark (S) Nyvalgt medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs:

"Først en stor tak til alle der stemte på mig ved valget den 17. november og til de mange der støttede mig under valgkampen. Og ikke mindst tak for givende snakke med borgere fra både øst og vest i kommunen både før og efter valget. Jeg håber I også fremover vil bistå mig med hvad der rører sig rundt omkring. Det har nemlig afgørende betydning for mit arbejde i kommunalbestyrelsen. Jeg fik næstflest stemmer på det socialdemokratiske hold - og stemmer fra både den østlige og vestlige del af kommunen. Jeg er stolt over det og over den forpligtelse jeg hermed har fået for at arbejde for at Norddjurs skal kendes på at være en attraktiv kommune at bo, leve og arbejde i.
Den 1. januar træder så den nye kommunalbestyrelse i funktion. Vi skal i arbejdstøjet og vi skal gøre en forskel. I læserbreve under valgkampen har jeg flere gange fremhævet, at vi i Norddjurs har meget at være stolte af ikke mindst meget som andre kommuner ikke har. En skøn beliggenhed med en dejlig natur og dejlige mennesker som vil fællesskabet og udviklingen. Vi skal arbejde sammen om at få Norddjurs på regions- og landkortet, så ingen er i tvivl om hvor det er bedst at flytte til. Vi skal i den kommende tid bygge videre på de mange spændende initiativer der trods finanskrise og debat om skolelukninger har set dagens lys rundt omkring. Selv har jeg under valgkampen - på vælgermøder og besøg - haft fornøjelsen af at se og høre om nogle af disse initiativer. Vi skal nu gøre alvor af det vi har talt om under valgkampen. Den nye kommunalbestyrelse skal have indtægterne på plads og sikre udviklingen af de tilbud og den velfærd som har haft trange kår de sidste mange år. Vi skal tænke i mennesker, værdier og kvalitet. Økonomien skal naturligvis hænge sammen, MEN debatten om faglighed og kvalitet må vi aldrig glemme. Det er den der gør forskellen - og udviklingen!
Som kommende næstformand i Børne og Ungdomsudvalget og politisk ordfører for Socialdemokraterne glæder jeg mig til arbejdet og samarbejdet i kommunalbestyrelsen i de kommende år.
Vi skal sammen gøre en forskel i Norddjurs."



Publiceret 08 December 2009 21:00