Aastrup/Hammelev - Grenaa følger hinanden tæt i toppen af Jyllandsserien.

Aastrup/Hammelev - Grenaa følger hinanden tæt i toppen af Jyllandsserien.

Seriehåndbold:

Aastrup/Hammelev - Grenaa bestod lakmusprøven

Håndboldherrerne i Aastrup/Hammelev - Grenaa beviste i søndagens topkamp mod JAI, at spillerne er vokset nogle meter sammenlignet med sidste sæson.

Af
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev - Grenaa (ÅHG) har en erklæret målsætning for denne sæson, og den lyder på oprykning til 3. division.
Derfor var søndagens topopgør mod de aarhusianske akademikere fra JAI en af de nøglekampe, der ville vise om ÅHGs målsætning også kan holde i virkelighedens verden.
JAI spiller sine hjemmekampe i den lille Annex Hallen, og det kan være hård kost at være udehold, hvis man ikke fra start er indstillet på de specielle forhold som hallen byder på.
Det blev en nådesløs fight fra første til sidste sekund.
"Med en dommerlinie, ingen i hallen den søndag eftermiddag kunne se hoved og hale i, blev det til mere drama end en egentlig velspillet kamp. Masser af kendelser, de to dommere imellem, der vendte hver sin vej. Straffekast der aldrig blev fløjtet og bolde der var gået til indkast som de to holds spillere næsten sloges om at få fat i, fordi der aldrig kom en markering fra kampens 2 dommere. Jo der var lunt i den gamle hal," lyder det fra Torben de Place, cheftræner i ÅHG.
Cheftrøneren så sit hold gå til stålet fra start med Jens Olsen i målet som et solidt bolværk. ÅHG førte med 4 - 2 i kampens indledning, hvor der var masser af tempo i angrebsspillet, vel kombineret af Andreas Kristensen og Morten Pedersen og fint eksekveret af Mikkel Juhl.
I forsvaret var "de fantastiske fire" - Mikkel Juul, Carsten Sander og brødrene Alf og Jacob Sørensen klar til at "muskle" akademikerne, når de forsøgte sig.
ÅHG havde momentum i den fase af kampen, men
ganske stille og roligt kravlede JAI fri af det snævre greb, og spillede sig langsomt i front, mest i kraft af deres farligste våben, nemlig kontraspillet.
"Det lykkedes dog de sidste minutter af første halvleg af få overtaget igen ved fine scoringer af Mikkel Juhl og Kristian Larsen, så vi kunne gå til pausen med en føring på 11-10," fortæller Torben de Place.

Tyskeren tog alt

Anden halvleg startede lidt lunkent fra ÅHGs side.
"Tre brændte skud og et par tekniske fejl skæmmede starten og pludselig var JAI foran med et par stykker," fortæller Torben de Place.
Han skiftede Jens Olsen ud med "tyskeren" Benjamin Huss, der ret hurtig præsterede sin første redning, og så kom der gang i løjerne.
Benjamin Huss nappede simpelthen alt. Han nåede en helt uhørt redningsprocent, de sidste 20 minutter, på 69 procent.
"Det var helt vanvittigt. Denne pragtpræstation kunne kun lade sig gøre, fordi forsvaret igen havde fundet melodien," roser Torben de Place.
ÅHG førte mod slutningen med 18 -16, men lavede så pludselig to uprovokerede tekniske fejl som JAI slog kontra på, og da ÅHG samtidig brændte både straffe og frie afslutninger fra fløjene gik det hen og blev mere spændende end nødvendigt med en 19-18 føring til JAI.
ÅHG formåede dog at komme tilbage. Springfyren på venstre fløj, Kristian Larsen, tog fra en position på venstre back sagen i egen hånd og hamrede de sidste 2 mål i kassen til en 20 19 sejr.
"En flot sejr der lover godt for fremtiden. De unge løver spiller nu også med rutine i de tætte kampe," siger en glad Torben de Place.
ÅHG spiller igen søndag 6. december, hvor Romalt kommer på besøg i Aastrup Hallen klokken 16.15.

Kampfacts

JAI - ÅHG Jyllandsserien Herrer: Resultat: 19 - 20 (10 - 11) Målscorere: Mikkel Juhl 7 Kristian Larsen 6 Morten Pedersen 3 Alf Sørensen 2 Andreas Kristensen 1 Carsten Sander 1 Antal udvisninger Mikkel Juhl 1x2 Rødt kort (for- og efternavn)

Publiceret 01 December 2009 12:36