Indefodbold:
El-Tek fra Nørager tabte finalen til Billigvoks.dk
De unge indendørshelte fra Nørager blev besejret af veteraner fra Århus med Allan Lynge og Thomas Thorninger ved Sparekassen Djursland Cup.
Så ruller fodbolden igen i de djurslandske haller og specialisterne i det hurtige og teknisk betonede indendørs fodboldspil er klar til at underholde og spille om store pengepræmier.
I lørdags blev 6. udgave af Sparekassen Djursland Cup i Vivild Hallen afviklet og det var med lokal deltagelse helt frem til finalen.
Her måtte de unge indendørs specialister fra Nørager på firmaholdet El-Tek se sig besejret af holdet Billigvoks.dk fra Århus.
De rutinerede århusianere stillede med den tidligere udlands-prof og AGF-spiller Thomas Thorninger og den tidligere Vivild spiller Allan Lynge på holdet. Billigvoks.dk slog El-Tek med 3-2 efter en spændende finale.
To hold fra Nørager i finalerunden
Stævnet bød på et stærkt felt, som fik hele to lokale hold fra Nørager med i finalerunden. Spar Nørager med købmand Carsten Jensen i spidsen for sine unge spillere, og El-Tek med stævnets bedste spiller Kasper Fisker.
Sidste års vinder Sportsmaster Hobro var med i finalerunden, men måtte nøjes med trediepladsen med en sejr over Spar Nord i trøstfinalen.
Sejren til Billigvoks.dk blev honoreret med en gavecheck på 6.000 kr., mens El-Tek modtog en gavecheck på 3.000 kr. for en andenplads.
Sparekassen Djursland fortsætter som hovedsponsor
Den første finale ved stævnet var Old Boys finalen mellem Djurslands Bank og Sport 1 Rønde. Efter en meget spændende finale trak Sport 1 Rønde det længste strå og fik en gavecheck på 800 kr. fra Sparekassen Djursland.
Der var dagen igennem en formidabel stemning i Vivild Hallen. Vicedirektør Tonny Jørgensen fra Sparekassen Djursland overrakte præmierne til de fire finalehold.
Spillerne kan allerede gøre sig klar til lørdagen i uge 48 i 2010. Sparekassen Djursland har nemlig givet tilsagn om for syvende gang at lægge navn og præmier til endnu en Sparekassen Djursland Cup i Vivild til næste år.
Publiceret 01 December 2009 12:17