Man må selv åbne døre for at verden kan blive større. Unge Sofie Hardahl Jensen er på dannelsesrejse i Afrika - udsendt som volontør af Folkekirkens Nødhjælp.

Man må selv åbne døre for at verden kan blive større. Unge Sofie Hardahl Jensen er på dannelsesrejse i Afrika - udsendt som volontør af Folkekirkens Nødhjælp.

Volontør i Afrika:

Livet i en landsby langt fra alting (1. kap.)

I det følgende fortæller Sofie Hardahl Jensen, Ryomgård, om, hvordan det var, da hun mødte sin nye familie, som hun skulle bo hos de næste 6 uger - om oplevelser som volontør for Folkekirkens Nødhjælp.

Af
Af Sofie Hardahl Jensen Ryomgård - volontør i Zambia:

"Jeg blev smidt af en bil, i en lille landsby kaldet Gali. Her stod jeg så, mens min nye familie betragtede mig forventningsfuldt. Jeg var lige pludselig helt alene, eller det vil sige, der var jo familien Council Choonya, som består af en far, mor, syv børn, en kusine og to børnebørn. Familien var meget generte og kommunikationen fungerede ikke helt så godt. Efter den første tavse velkomst måtte jeg stort set ikke lave noget, skulle blot sidde stille i en stol hver gang jeg forsøgte at rejse mig, bad de mig pænt om at blive siddende et misforstået hensyn, tror jeg, nu skulle jeg jo bare slappe af og så skulle jeg spise konstant, det er deres form for gestus. Omgivelserne, lugten, lydene og smagen af den meget anderledes mad - ramte mig som et lyn fra en klar himmel. Alle mine sanser blev sat på prøve. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig inden min ankomst, men kulturchokket ramte mig med det samme. Alt var anderledes. Landsbyen Gali ligger ca. 11 km fra den nærmeste større by Monze. Familien Council Choonya er en forholdsvis "rig" familie, fattigdom er svært at definere, min familie har klart flere penge end andre, men min far er også farmer og har 7 majsmarker. De bor i murstenshytter Min hytte ligger lidt fra deres, mine naboer er til den ene side hønsene, bagtil køerne og på den anden side går gederne, så godt jeg havde mine ørepropper med i rygsækken. Mit myggenet er jeg glad for ikke mindst for alt det kryb, som jeg også deler hytten med. Jeg har med tiden fundet ud af, hvor gode vi mennesker er til at tilpasse os vores omgivelser. Nu generer det mig ikke længere at bade i en lille balje, gå på toilettet i et hul i jorden, lave mad over bål eller sove med mus, edderkopper, kakerlakker og firben. Selvom kommunikationen mellem min familie og jeg er meget besværlig, da de ikke taler ret godt engelsk, så har jeg dog lært nogle ord på Tonga og ellers bruger vi lyde og fagter for at forstå hinanden. Kemien mellem os er til gengæld blomstret op, familien er helt fantastiske og behandler mig rigtig godt. De vækker mig kl. 05.15 om morgenen og sætter mig i arbejde, f.eks. malker jeg køer, piller majs og hakker dem til Nsima mel, piller nødder eller henter vand og så øver jeg mig i at gå med vandet på hovedet, mine søstre og mor kan bære 10 liter på hovedet uden at spilde og uden at bruge hænderne - jeg er imponeret. Jeg er blevet rigtig involveret i deres familie og jeg er ikke i tvivl om, at jeg får problemer, når der skal tages afsked. De er utrolig omsorgsfulde og gæstfrie. Denne gæstfrihed støder du på alle steder i landsbyen. Ligeså fattige de er, ligeså rige er de på gæstfrihed og humor. Du kan ikke bevæge dig nogen steder, uden folk stopper dig for at trykke din hånd. Du bliver altid budt velkommen med et, "you are most welcome Madam", herefter får du serveret en banan, græskarsuppe, sump (kogt majs), lokalt øl eller hvad de nu lige har at byde på. Hvis ikke du får serveret noget, ved du med sikkerhed, at når du går fra deres hjem, så får du enten æg, nogle jordnødder eller et sukkerrør stukket i hånden til at tage med hjem.
Livsglæden stråler ud af enhver, de smiler altid - på trods af alle deres problemer sult, fattigdom, aids osv. Milimo på 11 år, som er kusine i min familie, har mistet begge forældre pga. aids, men jeg har aldrig mødt en pige, der er så glad og som sætter pris på selv de mindste ting. Zambia er et helt fantastisk land, og det er flere gange gået op for mig, hvor godt jeg har det i det lille land i nord, der hedder Danmark. Som forkælet ung dansker, har det været utrolig svært at skulle acceptere den forskel, der på de vilkår vi har i Danmark og i Zambia. I Zambia er viljen stor, men mulighederne få."



Volontør i Zambia

Folkekirkens Nødhjælp sender volontører i alderen 18-25 år ud én gang om året. Netop nu er 20 unge volontører aktive i Uganda, Malawi og Zambia. En af dem er Sofie Hardahl Jensen, 19, Ryomgård, som er volontør i Zambia. Zambia ligger i det sydlige Afrika og byder på et væld af naturoplevelser - heriblandt et enormt dyreliv og ikke mindst det berømte Victoria Falls.

Publiceret 05 November 2009 10:22