Kopi og original. Toyota Verso tv. og Renault Grand Scenic forstyrrer ingen med deres forsigtige snit. Toyotaens største problem er, at franskmanden er 60.000 kroner billigere.

Kopi og original. Toyota Verso tv. og Renault Grand Scenic forstyrrer ingen med deres forsigtige snit. Toyotaens største problem er, at franskmanden er 60.000 kroner billigere.

Renault og Toyota i dyst på familieflytning

Ingen nytænkning, men masser af plads, køreglæde og sikkerhed i nye familieflyttere fra Renault og Toyota. Franskmanden gir' mest bil for pengene

Af
Af Christian Schacht

Syv rigtige er bedre end både seks og fem. Det skriver den nyslåede vinder af 24 lotto-millioner sikkert gladelig under på. Det samme gør et stigende antal børnefamilier, der får stadig flere børn, som skal køres til endnu flere fritidsaktiviteter, der stiller markante krav til antallet af sæder i familiebilen. Ellers kan dagligdagen ikke hænge sammen. Testen viser, at børnefamilierne kan blive bedre og mere sikkert kørende end nogensinde før. I hvert fald hvis man investerer i ugens to duellanter, Renault Grand Scenic og Toyota Verso, som begge er helt nye og superaktuelle på markedet. Franskmanden er dog hele 60.000 kroner billigere end japaneren, selv om de er mere eller mindre ens udstyret. Om det gør udslaget, vender vi tilbage til.

Original og kopi

Originalen først: At de første årgange af Renault Scenic blev revet væk, er ikke så mærkeligt. For da modellen åbenbarede sig i 1996, var den helt unik. Ingen andre havde fundet på at sætte separate udsigtsstole med tilhørende klapborde i så lille en bil. Nu er franskmændene fremme med seneste version, som vi tester med den moderne 1,4 benzinmotor og turbolader. Alt sammen i udstyrsversionen Expression og som lang model, dvs. Grand Scenic og syv sæder. Prisen er 295.480 kroner. Japanerne tager sig godt betalt for deres kopi af originalen: Toyota Verso med 1,8 benzinmotor, syv sæder og mellemudstyret T2 koster 351.962 kroner. På forhånd en lidt håbløs situation for Toyota. Men uanset pris, kan det dog være en fornuftig investering En højloftet mpv er den mest værdifaste biltype, man kan købe i dag. Lige meget om den er to eller ti år gammel, er der altid en nybagt familie, der drømmer om en brugt. Ikke mindst en af testbilerne her, som begge er godt udhulede og i en snæver vending rummer syv personer, selv om de to bageste sæder kun har plads og komfort til mindreårige.

Forslugne

Bag far og mor er der til gengæld fornuftig plads, de to store sidedøre åbner op til et bredt og velformet bagsæde, der nemt sluger tre mindre børn på række. Her vinder Toyota pga. sin lidt mere generøse benplads, mens begge har flyborde til madpakker og legetøj og gode aflæggerum. Fortil går det en anelse mere snævert til japaneren, der også forekommer mere indelukket med sit mere bombastiske instrumentbord og lidt højere vindueskanter, der begrænser rundblikket en smule. Sportstaskerne skal dog være små, når alle syv sæder er i brug, sluger bagagerummet blot 200 liter, og det er stort set det samme i begge modeller. Når småbørnsæderne ikke er i brug, er der dog ingen tvivl om, at Grand Scenics bagagerum er det største. Og en velvoksen barnevogn stryger ind uden at du behøver at gøre andet end at klappe den lidt sammen. De tre sæder i midterrækken kan længdejusteres eller klipses ud, og de bagerste nødsæder kan elegant foldes ned i gulvet, hver især kan skubbes frem og tilbage, eller stilles i flere ryglænspositioner. Overalt er der små aflæggerum til Gameboy-spil, Anders And-blade og solbriller. Et ekstra vidvinkel-spejl gør det muligt at holde øje med uvorne unger. Og der er klimaanlæg og gode radioer som standard. Kan du nøjes med aircondition og undvære komfortdetaljer, leveres Verso også i en T1-version, hvor du kan spare godt 22.000 kroner.

Motorvejslokomotiv

Den meget oprette kørestilling er dog ikke befordrende for følingen med bilerne. Og de lider begge af en lidt upræcis styring, der aldrig formidler den direkte kontakt mellem fører og bil. Oppe i fart stryger de til gengæld derudad med et lavt støjniveau og en fin fjederkomfort. Renaulten afgiver mindst støj og virker som det suveræne bilvalg til en langtur – familieflytternes TGV-tog – mens Versoen har en suveræn affjedring, der stort set glatter alle ujævnheder ud. Motormæssigt er du generelt godt hjulpet. Jeg foretrækker dog Renaults fine 1,4 maskine med turbo, der trækker bedre fra lave omdrejninger, så du ofte undgår at skulle skifte gear, samtidig med, at den er letløbende og mere lydsvag. På papiret er 1,8 maskinen med 147 hk en smule kvikkere i Toyotaen, men den skal have godt med omdrejninger, før det sker noget. Og det passer mindre godt til kørestilen i en familiebus, der oftest er stilfærdig og tilbagelænet. Seks-trins gearkasser, der godt kunne skifte mere præcist i begge biler, er standard. Sikkerheden og behagelighederne er originalen og opkomlingen lige gode om, og topkarakter hos sikkerhedsorganisationen Euro NCAP en selvfølge.

Svære at parkere

Parkering kan imidlertid kræve sin chauffør. Den stærkt hældende front er med til at give bedre udsyn. Men den letter ikke overblikket, når der skal parkeres. Og da bilerne i forvejen har en ladeport af en C-stolpe og ditto blind vinkel, skal det nok give sved på panden hos mange, når vognen skal lirkes på plads i Føtex' parkeringshus - og man ikke har investeret i en parkeringssensor. Alligevel fører franskmanden på point, så hvis Toyotaen har et es i ærmet, må det være soliditeten – fornemmelsen af, at bilen bare bliver ved og ved med at køre. Den oplevelse har man ikke helt i Renault, der til gengæld gør noget aktivt ved det notorisk dårlige rygte for mangelfuld kvalitet ved at give fem års garanti, selv om det dog indtil videre kun gælder for handler, der bliver indgået året ud. Syv er helt klart et hit i begge biler. Men Renaulten kører herfra som vinder, for aldrig før har en Scenic kørt så godt, og prisen er faktisk lavere end da forgængeren kom for seks år siden. Derfor er franskmanden en klar vinder af familieduellen.

Publiceret 05 November 2009 03:00