Kunsthåndværk fra Syddjurs i centrum

Kunsthåndværkere fra Syddjurs er stærkt repræsenteret på Kunsthåndværk i Centrum i Ridehuset i Århus.

Af
Af Martin Schultz

Seks kunsthåndværkere fra Syddjurs Kommune er med, når det årlige Kunsthåndværk i Centrum fredag til søndag afvikles i Ridehuset i Århus. 63 kunsthåndværkere indenfor smykker, keramik, glas, blandform og tekstil fra hele landet er fundet værdige til at deltage på det censurerede kunsthåndværkermarked.
Fra Syddjurs deltager keramikerne Helle Rittig, Dråby, Jørgen Hansen, Hyllested, Malene Møller Hansen og Sverre Tveito Holmen fra Egens Havhuse. Desuden deltager tekstildesigneren Helene Vonsild, Hedeskov, og glaskunstneren Helle Rønholm, Ebeltoft.

Fad af Jørgen Hansen

Fad af Jørgen Hansen

Spotlight på rødderne

En af dansk glaskunsts store personligheder, Finn Lynggaard, Ebeltoft, er inviteret med som en af "Rødderne", der som glaskunstner har været toneangivende på sit felt. Andre rødder er keramiker Betty Engholm og tekstilkunstner Britt Smelvær.
Det er femte gang, at KiC markedet for kunsthåndværk afvikles i Århus. Det er udviklet efter en idé af keramiker Malene Møller Hansen, glaskunstner Tchai Munch, Ebeltoft, og tekstilkunstner Lene Mølby, som tidligere har boet på Mols.

Smag på kunsten

Temaet for dette års KiC er dialogen mellem kunsthåndværk og gastronomi. Der bliver afholdt et catwalkshow med madkunst præsenteret af ti unge dansere fra Danseinstituttet. En række kokke fra byens bedste restauranter og cafeer medvirker med retter inspireret af kunsthåndværk på udstillingen.
For forplejningen på markedet står Karens Køkken fra Glas Caféen på Glasmuseet Ebeltoft.

Sverre Tveito Holmen

Sverre Tveito Holmen

Malene Møller Hansen

Malene Møller Hansen

Kunsthåndværk i Centrum

6. - 8. november i Ridehuset i Århus Åbingstider Fredag kl. 14 - 18 Lørdag kl. 10 - 17 Søndag kl. 10 - 17 Entré: 50 kr. Børn gratis adgang

Publiceret 05 November 2009 10:15