Seriehåndbold:

Allingåbro vandt 19-17 over TMS

Efter nogle hæsblæsende slutminutter fik Allingåbros serie 1 damer bolden i mål og kunne gå fra banen med en sejr på 19-17 over Todbjerg/Mejlby/Skødstrup HK.

Af
af Anette Bonde

Mandag aften spillede Allingåbros serie 1 damer første runde i Jysk Cuppen. Allingåbro IF blev i første runde af årets Nordea Cup slået ud af Kvik Ramtens med et 3 måls nederlag, og er derfor nu i stedet med i Jysk Cup. Modstanderen mandag aften var Todbjerg/Mejlby/Skødstrup HK, som til dagligt spiller i en serie 1 kreds i Århus.
Allingåbro har op til denne sæson mistet hele fem førsteholdsspillere, heraf fire fra bagkæden. Holdet har derfor måttet sadle helt om og se på nye muligheder.
"Til dagens kamp mod TMS HK stiller vi op med ikke mindre end seks fløjspillere. Det kan selvfølgelig ses på vores spil i perioder, men alle arbejder hårdt for sagen, så vi holder fanen højt og arbejder videre", fortæller træner Martin Lund.
1.halveg startede Allingåbro som lyn og torden, og har efter 23 minutters spil førte holdet med otte mål.
"Forsvarsmæssigt hænger vi rigtig godt sammen. Vi får lavet mange frikast, og det er med til at ødelægge rytmen i TMS angrebene. Samtidig har vi godt styr på vores kontrafase, især på grund af en stor løbevillighed fra alle på holdet", fortæller Martin Lund.
I slutningen af første halveg faldt Allingåbroholdet imidlertid lidt ned i tempo, og TMS fik gang i angrebsspillet. Det resulterede i en pauseføring på fire mål til Allingåbro.

Rodet anden halvleg

Anden halveg blev en rodet, og meget lige affære.
"Vi smider mange bolde væk på vej op af banen, og heldigvis spiller vi mod et hold, som ikke kunne straffe det. Pigerne lader sig ikke gå på af dette, og det er meget positivt. Vi bliver ved med at forsøge, og vi får også tilkæmpet os flere gode chancer. Vi har chancen for at lukke kampen med 10 minutter tilbage, men så melder TMS keeperen sig i kampen. Syv redninger på tre minutter, hvoraf de fire var 100% chancer, som vi skal score på", siger Martin Lund.
I slutminutterne bliver kampen helt tæt, og TMS kommer helt op og er bagud med et enkelt mål. Men med otte sekunder tilbage scorer Allingåbros Mette Dahl Andersen sejrsmålet til 19-17 på et flotgennembrud.
Søndag eftermiddag spiller Allingåbro damerne igen, og her tager de kampen op mod Ebeltoft IF klokken 15.20 i Allingåbrohallen.

Publiceret 22 October 2009 17:13