Debat:

Postkasser tømmes fortsat seks gange om ugen

Nedenstående er svar til Peder Degnbols indlæg "Dårlig service, postvæsenet!".

Af
Af Henrik Larsen

Chef for Privatkunder

Post Danmark

Tietgensgade 37

1566 København V

Den økonomiske krise har medført et fald i antallet af sendte breve på 10 procent det seneste år. Den faldende brevmængde tvinger Post Danmark til at se på omkostningerne og rationalisere, der hvor det er muligt uden for stor gene for kunderne. Post Danmarks omkostninger hænger i høj grad hænger sammen med det landsdækkende distributionsnet, og herunder tømningen af de 10.000 postkasser, som står rundt i hele landet.

For Helgenæsområdet betyder rationaliseringerne, at vi fremover lader landpostbuddet tømme postkassen ved Dagli Brugsen, når han alligevel kommer forbi på sin rute.
Hidtil har Post Danmark betalt for at få tømt postkassen af chaufføren på den lokale bus, og den omkostning har vi desværre set os nødsaget til at spare væk.
Jeg har forståelse for, at kan give anledning til bekymring, som det har været fremsat her i Lokalavisen, men jeg håber samtidig på forståelse for, at vi er nødt til at tilpasse virksomheden de ændringer, som de faldende brevmængder medfører for Post Danmark.

Ændringerne betyder helt konkret, at postkassen ved Dagli Brugsen fremover tømmes mandag-lørdag, hvor den tidligere er blevet tømt mandag-fredag samt søndag.

Har man på Helgenæs brug for at aflevere breve til omdeling, efter at landpostbuddet har tømt postkassen, kan det ske i Knebel, hvor postkassen tømmes mandag-fredag kl. 18.30 og søndag kl. 16.30.
På postdanmark.dk kan man slå nærmeste postkasse op og her finde de aktuelle oplysninger om tømning af den.

Publiceret 15 October 2009 10:49