Borgmester Torben Jensen glæder sig over, at der med projekt LISA arbejdes for at fremme udviklingen i landsbyerne.

Borgmester Torben Jensen glæder sig over, at der med projekt LISA arbejdes for at fremme udviklingen i landsbyerne.

Norddjurs er med i skandinavisk projekt om landsbyudvikling

Norddjurs og Skive kommuner er sammen med Dansk Landbrugsrådgivning og VIA University College de danske deltagere i et stort skandinavisk projekt, der skal fremme udviklingen i landsbyerne.

Af
Af Anette Bonde

Affolkning, ringe erhvervsudvikling, skolelukninger og arbejdsløshed er problemer, som mange danske landsbyer i yderområderne kæmper mod. I Sverige og Norge er problemstillingen den samme, og det er baggrunden for et fællesskandinavisk projekt, der har til formål at finde nye og holdbare måder at skabe fornyet liv og erhvervsaktivitet i landsbyerne. Erfaringerne skal siden deles, så de kommer hele Skandinavien til gavn.
Landsbyudvikling i Skandinavien, forkortet LISA, består af i alt 16 partnere, heraf fire danske. Norddjurs Kommune og Skive Kommune samarbejder med Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret i Skejby, der har omfattende erfaring med landdistriktsudvikling, samt med VIA University College, der skal sikre at erfaringerne samles og formidles videre.
LISA, der er støttet af EU-programmet Region IVA, indledes officielt ved en konference på Kystvejens Hotel og Konferencecenter i Grenå 21.-22. oktober.

Kan dele erfaringer

Borgmester i Norddjurs Kommune Torben Jensen ser frem til at komme i gang med arbejdet.
"Helt centralt i LISA er at få erhvervsliv, foreningsliv, borgere og kommune til at arbejde sammen om at skabe en fremtidig udvikling, hvor det på alle måder bliver mere attraktivt at bo i en landsby. Vi skal finde måder at styrke erhvervsudviklingen, så der er arbejde at få lokalt, samtidig med at vi skal sikre mulighed for at bo godt til en fornuftig pris. Norddjurs er en kommune med mange landsbyer, og jeg ser stor gavn i at vi er med til at udvikle nye metoder og samtidig kan dele erfaringer med ligestillede kommuner i Sverige og Norge, siger Torben Jensen, borgmester i Norddjurs Kommune."

Publiceret 15 October 2009 13:38