Familien With får ny kulør på tilværelsen

Tre norske investores køb af Den Gamle Kro i Hornslet vender op og ned på familien Withs dagligdag, da de bliver stærkt involverede i kroens daglige drift.

Af
Af Mogens Greve

I relation til den lokale markedsføring af Den Gamle Kro er det næppe noget helt dårligt valg af nordmændene at alliere sig med Mette og Ole With som har en kæmpe berøringsflade i Hornslet og omegn.

Børnenes idé

Hele familien With, Ole og Mette samt børnene Niels, Louise og Martin, har alle på forskellig vis engageret sig i kroen, hvor Mette bliver daglige leder, mens Niels som for nylig vendte hjem efter at have været soldat i Afghanistan, skal stå for sportsbaren.
"Det var børnenes idé om at lave en sportsbar som fik os til at beslutte at gøre det," fortæller en af de tre norske investorer, Hans Peter Andersen.
Martin With som bor i København skal hjælpe mor med regnskabet.

Orlov

Mette With har fra 15/10 taget orlov fra sit job som pædagogmedhjælper i Børnehaven Bakkehuset i Skødstrup.
"Verdens bedste arbejdsplads," siger hun.
Både fra arbejdsgiveren og nordmændene er der grønt lys for, at hvis hun i løbet af foråret 2010 vælger at sige fra igen, så står der et arbejde og venter i Skødstrup - og de norske venskaber fortsætter uændrede.
Også arbejdskollegaen fra Skødstrup, pædagog Helle Jessier, har taget orlov - fra 15/11 - for at stå for værelser og morgenmad m.m.

Kokken

Kokken bliver en meget central person på Den Gamle Kro, og man går nu i gang med at søge efter den rette. Der skal også ansættes tjenere m.m. - fra starten bliver der cirka fire faste heltidsstillinger i kroen og to i sportsbaren.
Kroen er medlem af Dansk Kroferie, hvilket blandt andet betyder, at der skal tilbydes 3-retters aftensmenu, værelser og morgenmad.

Ole With mødte første gang Hans Jørn Rønningen og Stig Fische i 1964 på Den Gamle Kro, hvor de to spillede billard, da de var med Rygge på venskabsbesøg i Hornslet. På tegningen af kroens nye sportsbar, hvor der bliver plads til cirka 50 gæster, er der også afsat plads til et billardbord.

Publiceret 15 October 2009 12:15