Morten Hjort til højre bragte FC Djursland foran 2-1.

Morten Hjort til højre bragte FC Djursland foran 2-1.

FC Djursland og Odder fulgtes ad til uafgjort 3-3

FC Djursland var foran tre gange i kampen, men kunne ikke holde Odder stangen i Danmarksserien.

Af
Af Martin Schultz

Efter sidste weekends klare nederlag til Skovbakken skulle FC Djursland bruge lørdagens hjemmekamp mod Odder som afsæt til at komme i gang igen og få nogle point ind på kontoen for at kunne hænge på i den sjove ende af rækken.
"Men vi står tilbage med en blandt følelse. Tre mål skal være nok til en sejr. Vi lukker for mange mål ind og vi skal finde tilbage til de gamle dyder. Vi skal være godt organiseret og være mere bestemmende i spillet," siger FC Djursland træner Brian Engelund.
Odder hører til blandt bundholdene i Danmarksserien pulje 3, men især den tidligere divisionsspiller Simon Elbæk med en fortid i blandt andet AC Horsens' superligahold, voldte hjemmeholdet store problemer.

Scorede i eget net

FC Djursland kom foran efter godt et kvarters spil, da Simon Christensen scorede direkte på et hjørnespark.
Men fornøjelsen blev kort, for der gik ikke mange minutter før FC Djurslands midterforsvarer Jesper Laursen ville cleare et indlæg med hovedet, men uheldigt kom til at heade bolden i eget mål.
"Derefter havde vi mindst tre store chancer, hvor især vores angriber Christoffer Hansen havde flere nærgående forsøg," fortæller Brian Engelund.
Efter godt en halv time lykkedes det dog den store uortodokse Christoffer Hansen at sætte sin direkte modstander af og med et godt spark uden for feltet at banke bolden i mål til en 2-1 føring.

FC Djursland foran igen

Føringen holdt til pausen og hjemmeholdet var enige om at fortsætte spillet og gøre arbejdet færdigt.
Men kort ind i anden halvleg legede Odder-profilen Simon Elbæk kispus med hjemmeholdets forsvar og kunne udligne til 2-2.
Derefter fulgte en periode med et svagt Odder overtag, men det blev FC Djurslands midtbanespiller Morten Hjort, som efter godt en halv times spil fik kontrol over en returbold og resolut sparkede den i det korte hjørne.

En på hovedet til Martin Andersen

Morten Hjort blev efter scoringen udskiftet med Martin Andersen for at øge presset på udeholdet. Men Martin Andersen fik kun fem minutter på banen, før han måtte udskiftes med en skade i hovedet efter sammenstød med en modstanders højt løftede ben.
Men igen endte FC Djursland med at måtte pille bolden ud af netmaskerne, da Odder omkring 7-8 minutter før tid fik udlignet til 3-3.
Den unge U19 angriber Christoffer Hansen blev kampens spiller for FC Djursland.
Næste weekend venter der holdet en svær kamp på udebane mod Vejle.

Publiceret 04 October 2009 16:41