Østdjurs 91 spiller igen lørdag 5. september på Trustrup Stadion, hvor Gjerrild/Bønnerup kommer på besøg

Østdjurs 91 spiller igen lørdag 5. september på Trustrup Stadion, hvor Gjerrild/Bønnerup kommer på besøg

Seriefodbold:

Snæver sejr til Østdjurs 91 over Taastrup

Et svækket Østdjurs hold vandt weekendens topopgør i serie 5 over Tåstrup på Feldballe Stadion med knebne 3 - 2.

Af
Af Lars Norman Thomsen

Østdjurs 91 startede nervøst i weekendens udekamp på Feldballe Stadion, hvor hjemmeholdet TGF lagde bedst ud i det første kvarter.
Østdjurs 91 havde afbud fra de normale folk i maskinrummet, Kasper Larsen og Karsten Danefeldt Hansen, og det påvirkede tydeligt holdets spil, ifølge træner Jesper Nimb Sørensen, der i stedet havde givet opgaven på den centrale midtbane til Michael Pedersen og Simon Pedersen. Førstnævnte sæsondebuterede og fik stor indflydelse på kampens resultat.
Efter den nervøse start kom Østdjurs bedre med i kampen. Et stolpeskud efter frispark fra veteranen Bo Andersen og et par chancer efter indlæg var det tætteste, som udeholdet kom på en scoring i denne fase af kampen. I stedet kom TGF foran 1 - 0, da et par Østdjurs forsvarere glemte at kommunikere indbyrdes. Det bragte en TGF'er fri til scoring hos Østdjurs mandskabets reservekeeper Mike Jørgensen, der afløste Chris Andreasen.
Scoringen fik ikke Østdjurs til at panikke. På oplæg fra Nicolai Stærk og Michael Pedersen udlignede Martin Laursen inden pausen.
TGF slog dog hurtigt kontra og bragte sig foran 2 - 1, da Østdjurs tabte bolden i et fremløb på egen banehalvdel.
Førrste halvleg sluttede med et rødt kort til en TGF'er, som efter en duel med Michael Pedersen, helt utilgiveligt sparkede ud efter Østdjurs spillerens hoved. Rødt kort og marchordre.

To mål og tre point

Østdjurs udnyttede fint i 2. halvleg, at holdet var en spiller i overtal, men der skulle en fejl til af TGF's målmand, før udligningen kom. Michael Pedersen blev noteret for scoringen.
Det blev debutanten Søren Birck, der lukkede ballet med en sidste scoring en håndfuld minutter før tid.
Birck udnyttede prompte, at TGF keeperen måtte give returbold på et Michael Pedersen frispark.
3-2 til Østdjurs og kampen var afgjort. Topholdet kunne med lidt større koldblodighed have vundet større, hvis Søren Birck ikke havde brændt en kæmpe chance i kampens døende sekunder.
Man of the Match hos Østdjurs 91 blev Michael Pedersen.

Matchfacts

Tåstrup GF - Østdjurs 91, serie 5. Kampdato: Fredag 29. august Resultat: 2 - 3 (2 - 1) Målscorer/-e: 1-0 Taastrup 1-1 Martin Laursen (Michael Pedersen) 2-1 Taastrup 2-2 Michael Pedersen 2-3 Søren Birck (Michael Pedersen)

Publiceret 01 September 2009 12:00