Vivild tankede med weekendens 1 - 0 sejr over Vorup FB masser af selvtillid før lørdagens opgør på udebane mod topholdet Brabrand.

Vivild tankede med weekendens 1 - 0 sejr over Vorup FB masser af selvtillid før lørdagens opgør på udebane mod topholdet Brabrand.

Seriefodbold:

Så kom Vivild på tavlen i Jyllandsserien

På et mål af Jonas Bossow hentede Vivild en smal 1 - 0 sejr over Vorup FB og kom dermed på tavlen i Jyllandsserien.

Af
Af Lars Norman Thomsen

Tre nederlag i træk og en målscore på 1 - 11 var ikke de bedste betingelser for træner Kent Bargisen og hans mandskab, før weekendens kamp mod Vorup FB på Langhøj Idrætscenter, men Kent Bargisen er ikke kendt som en mand, der kaster handsken. Han havde justeret på holdopstillingen og spilkonceptet til kampen mod Vorup FB, og spillerne gik på banen med besked på at spille fodbold i stedet for at losse bolden frem på banen på må og få, som det har været tilfældet i flere af de foregående kampe.
Efter 18 minutters spil var Claus Randers på vej igennem Vorups forsvar, men da han passerer Vorups målmand, bliver han hægtet. Bolden ruller videre over i den venstre side af feltet, hvor Jonas Bossow komme løbende og sparker den ind med stor sikkerhed. En forløsning for hjemmeholdet, der hele første halvleg prøvede at spille fodbold og ikke miste bolden for hurtigt.
"I pausen talte vi meget om at fortsætte med at spille bolden rundt og på den måde komme til flere chancer," siger træner Kent Bargisen.
Den devise kunne allerede efter 4 minutters spil i 2. halvleg havde givet to mål, da Martin Kragebæk to gange kom frem til gode afslutninger i deres felt.

Kontraspil i anden halvleg

Vivild blev tidligt i halvlegen ramt af et gult kort til Lasse Byrialsen, og da han kom på banen igen, blev både Vorup og Vivild ramt af gule kort, og det påvirkede Vivilds spil en smule i negativ retning.
"Vi kommer aldrig til at få spillet til at fungere, og vi kommer til at stå tæt på eget felt og sparke væk samt leve på kontramuligheder," fortæller Kent Bargisen.
Vivild fik dog en del chancer og kunne have lukket kampen på en række fint gennemførte kontraangreb. Til gengæld kunne Vorup også have udlignet, specielt på en stor dobbelt chance midt i halvlegen. Men bolden kyssede først overliggeren og efterfølgende blev returbolden sparket over mål.
"Det var dejligt, at de 1-0 holdt hele vejen hjem, og det var godt at vi endelig fik point, for nu er Vorup og AIA efterladt uden point under os," siger en veltilfreds Kent Bargisen, der nu kan bruge ugen på at forberede spillerne til en alvorlig opgave lørdag, hvor det stærke tophold, divisionsreserverne fra Brabrand, venter.
Brabrand har maksimumpoint efter tre spillerunder. Senest besejrede Brabrand naboerne fra Viby med 6 - 3 efter at have været bagud med 0 - 3. I denne kamp scorede bl.a. Nick Ragus og Kenneth Jensen, to spillere med masser af divisionserfaring.
Kampen Brabrand - Vivild spilles lørdag 5. september klokken 12 på Brabrand Stadion.

Publiceret 01 September 2009 09:32