Borgmester Torben Jensen kan endnu ikke oplyse, om et eventuelt overskud fra forbrændingsanlægget i Grenaa kommer forbrugerne i Grenaa eller kommunekassen til gode.

Borgmester Torben Jensen kan endnu ikke oplyse, om et eventuelt overskud fra forbrændingsanlægget i Grenaa kommer forbrugerne i Grenaa eller kommunekassen til gode.

Uvist om overskud fra salg af Grenaa Forbrændingsanlæg går til forbrugerne eller i kommunekassen

Norddjurs Kommune har sat Grenaa Forbrændingsanlæg til salg. Men kommer der et overskud i forbindelse med salget, er det uvist hvem der får glæde af det.

Af
Af Anette Bonde

Borgmester Torben Jensen (L) kan ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om, hvorvidt et overskud fra salget af forbrændingsanlægget i Grenaa skal føres tilbage til forbrugerne, eller om det kommer til at lune i kommunekassen.
"Jeg er desværre ikke klar til at give et præcist svar."
På spørgsmålet om, hvorfor kommunen egentlig vil sælge værket, svarer borgmesteren, at man gerne vil have en anden aktør ind end kommunen.
"Det at producere energi er nok ikke en kommunal opgave."

Rivende udvikling

Med hensyn til fremtiden og driften, så er Torben Jensen klar over, at der verserer mange spekulationer om, hvad der vil ske, hvis det bliver en anden aktør end kommunen, der kommer til at drive forbrændingsanlægget. Nogle af dem er skrækscenearier og meget kortsigtede, mener han, for fremtidens energiforsyning er i rivende udvikling, og billedet i dag vil være historie om nogle få år.
"Produktionen af energi er i voldsom udvikling. For eksempel kan det ske, at når havvindmølleparken kommer i 2013, vil energiproduktionen være så stor, at varmeværk og forbrænding bliver overflødige. I forhold til forbrænding, så arbejdes der med planer om, at Reno Djurs skal være med i samarbejdet omkring Århus. Det giver andre og nye muligheder."

Affaldssamarbejde

Med Århus Kommune i spidsen arbejdes der i øjeblikket på at etablere et kæmpestort offentligt håndteringsanlæg af affald. Placeringen er endnu ikke afgjort, men det bliver i nærheden af Århus et sted, muligvis syd for Århus.
"Forbrændingsanlægget i Grenaa er en meget lille enhed. Når man ser, hvordan affaldshåndteringen accellererer, kan man frygte, at det ikke er godt nok fremover."
"Og hvis man lader være med at gøre noget i forhold til forbrændingsanlægget, så kan man ikke regne med, at det kan fortsætte som nu. Især inden for energi og varmeforsyning går det hurtigt for tiden."
Torben Jensen understreger, at målet er at blive CO2-neutral.
"Der er rigtig mange bolde i luften. Og det eneste jeg kan love, er at det ikke bliver som det er i dag."

Publiceret 01 September 2009 14:24