Debat:

En uansvarlig regering

Af
Af Leif Lahn Jensen MF - Socialdemokratiet:

"Flere førende økonomer og sågar regeringens egen overvismand, Peter Birch Sørensen ( Børsen 11.aug. og Politiken 12.aug .) konkluderer, at regeringens skattestop har forværret krisen. Så kan det vist ikke siges mere tydeligt. Socialdemokraterne har sagt det samme ad flere omgange og rådet til at investere i offentlige byggerier og vedligeholdelser, i stedet for konsekvent at satse på et vedvarende skattestop. Men vi har talt for døve øren.
Faktum er, at ledigheden er rekordhøj, økonomien er historisk dårlig - den bliver endda sammenlignet med krisen i 1930'erne, og det siger ikke så lidt. Pengene fosser ud af statskassen, og private investeringer favoriseres frem for at tænke på renovering af skoler og sygehuse og uddannelse af de unge.
Et reelt eksempel er de mange unge, som aldrig kommer i gang med en ungdomsuddannelse. En rapport fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd konkluderer, at der er brug for en langt mere ansvarlig og fremsynet uddannelsespolitik. Forbliver de unge ufaglærte, vil de i følge rapporten være fraværende i en tredjedel af arbejdslivet, hvilket er dobbelt så lang tid som en ung med en kompetencegivende uddannelse. Det koster samfundet millioner af kroner, som kunne være undgået, hvis regeringen tog uddannelsesområdet alvorligt.
Ledigheden er støt stigende, og de økonomiske tandhjul har aldrig drejet så langsomt. Det kan godt være, regeringen forsøgte at spise os af med lidt SP- lommepenge til ferien, men det er ikke udtryk for en hverken langsigtet eller ansvarlig politik, når man overlader ansvaret til befolkningen at sørge for, at Danmark kommer økonomisk på fode igen.
Vi har ikke tid og råd til bare at lade stå til, og det er trist at være vidne til. Vi er klar til at trække i arbejdstøjet - forhåbentligt bliver det ikke bare for at skulle rydde op."

Publiceret 19 August 2009 12:04