Debat:

Gigant-lastbilerne skal gennem Auning

Af
Af Henning Kusk

Skolesvinget 14

Auning

Gennem alt for mange uger har der været en prop i Auning - en i hver ende oven i købet. I form af vejarbejder og midlertidige lyssignaler, der regulerer trafikken, mens "byportene" ved byens østlige og vestlige ende omlægges.
Entreprenørfirmaet Ole Mortensen har stået for omlægningen, og dette firma har fulgt den smukke, danske tradition med at lægge den slags arbejder midt i ferie- og turistperioden, hvor der er øget trafik til sommerhuse og Djurs Sommerland. Dejligt at se, at de gamle skikke lever endnu, så man kan genere så mange som muligt. Efter samme tradition har det halvfærdige arbejde ligget stille i et par uger på grund af ferie –  mens de automatiske trafiklys regulerede færdselen forbi byggepladsen, hvor intet skete. Vores sommergæster har således fået en gratis ekstraoplevelse.

Omlægningerne er foretaget "på grund af de stadig længere lastbilvogntog, der færdes på de norddjurske landeveje" som det så neutralt hedder i en ugeavis.

Det kan vist siges lidt tydeligere: Chikanerne omlægges for at give plads til gigant-lastbiler, de såkaldte modul-vogntog, som kører på udvalgte veje i en tre-årig forsøgsperiode. Og sådan et modulvogntog er en lastvogn, der virkelig vil noget. Det er et lastvognstog med en sættevogn på op til 25,25 meter hvor de almindelige sættevogne er 18,75 meter. Dertil skal så lægges forvognen, så den totale længde kommer vel op i nærheden af 30 meter. Og en længere sættevogn betyder mere gods –  derfor øges den højest tilladte vogntogsvægt fra de nuværende 48 ton til 60 ton. Der skal gode bremser til at holde sådan en kolos.

Så nu kan vi glæde os til i løbet af nogle uger at få disse giganter til at skrumle gennem byen takket være lokalpolitikere, der aktivt har arbejdet for at få forsøgsordningen til også at gælde Grenå Havn –  uden at de samme politikere lige så aktivt har arbejdet for at lede den tunge (og det må man vist sige den er) uden om byerne. Så nu skal disse tonstunge kolosser krydse mange børns skolevej.
Med den ophøjede foragt for hastighedsgrænser og andre færdselsregler, som mange lastbilchauffører (ikke mindst udenlandske, som i stigende grad befolker vore landeveje) ofte lægger for dagen er jeg ikke tryg ved, at disse kæmper skal ind igennem byer, hvis hovedgader er dimensionerede til en helt anden trafik. Jeg er ikke tryg ved at børn skal krydse giganterne rute og jeg er ikke tryg ved, at der ikke gøres en ekstra indsats for at sikre, at disse kæmper opfører sig pænt i trafikken og holder hastighedsgrænsen på 50 kmt. gennem byen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad sådan en kolos kan ødelægge, hvis den kommer ud af kurs.
Men vi kan da glæde os over, at gigant-lastbilerne ikke i Auning vil forårsage højresvingsulykker. De skal jo kun gennem byen. I en fart.

Publiceret 17 August 2009 09:33