Ole Ditlev og Holger Kjærgaard holder skiftedag i Sparekassen Kronjylland i Assentoft.

Ole Ditlev og Holger Kjærgaard holder skiftedag i Sparekassen Kronjylland i Assentoft.

Holger Kjærgaard giver Sparekasse-stafetten i Assentoft videre

Holger Kjærgaard overlader posten som afdelingsdirektør for Sparekassen Kronjylland i Assentoft til Ole Ditlev.

Af
Af Anette Bonde

Holger Kjærgaard har valgt at gå på pension efter 44 år i Sparekassen Kronjylland.
Der er sket en del, siden Holger Kjærgaard som 17-årig begyndte som elev i Sparekassen Kronjylland. Dengang for 44 år siden havde Sparekassen eksempelvis kun 35 ansatte, mens der i dag er et godt stykke over 400 ansatte. Nu siger afdelingsdirektøren stop for sammen med hustruen Karin, der også er ansat i Sparekassen Kronjylland, at gå på pension.

Leder gennem hele karrieren

Gennem hele sin karriere har Holger Kjærgaard haft en position som leder. Således blev han allerede som 22-årig udnævnt som chef, da han blev leder af afdelingerne i Asferg og Fårup. Siden fulgte lederjobs i Auning og Nordre afdeling på Mariagervej i Randers.
I 1998 kom Holger Kjærgaard så at sige hjem, da han blev afdelingsdirektør i Assentoft, hvor han har boet i mere end 30 år.

Erfaren afløser

Holger Kjærgaard har haft rig lejlighed til at se sin afløser an. De har således gennem 20 år været ugentlige makkere og konkurrenter på badmintonbanen. Desuden har han i flere omgange haft den nye afdelingsdirektør som medarbejder.
51-årige Ole Ditlev er således en erfaren sparekasse-mand, der sidste år kunne fejre sit 30 års jubilæum. I bagagen har han blandt andet et job som afdelingsdirektør for Sparekassens tidligere afdeling på Randers Sygehus, og de seneste fem år har han været souschef i Nordre afdeling i Randers.
Ole Ditlev er ikke kun kendt fra Sparekassen, han har således i mange år været aktiv i diverse foreninger i Randers-området; blandt andet som bestyrelsesmedlem ­i Samvirkende Idrætsklubber i Randers.

Publiceret 17 August 2009 11:05