Viktor og Henrik Glahder.

Viktor og Henrik Glahder.

Kenya i mit hjerte

Af
Af Henrik Glahder

Hvorfor går jeg her på den røde vej med det varmeflimrende blå over mig og vandrer direkte ind i al det frugtbare grønne?
Jo, jeg har altid drømt om at komme ned - langt ned - til Afrikas indre. Ned til barndommens eksotiske land, hvor trommerne gungrer, hvor den lille sorte Sambo løber tigrene til smør og girafferne vugger mellem akacietræerne. I dag er jeg langt oppe i årerne, men barndommens drømme får mig stadig til at ønske at kunne dumpe ned og danse og spille med de sorte.
Jeg gider bare ikke være turist, jeg gider ikke halse fra den ene seværdighed til den næste, jeg vil være der, jeg vil lære de mennesker at kende der bor der. Og ikke bare fare forbi dem og vinke pænt. Jeg vil ind under huden på Afrika - så langt som en hvid mand nu kan komme det i en kortere periode.
Global Contact, stod der så en dag i avisen og fortalte om en to måneders rejse til Kenya, hvor det handlede om at bo fast det samme sted i hele perioden, at arbejde der og derudfra også opleve andre dele af Kenya. Det var Mellemfolkeligt Samvirke som havde arrangeret rejsen, 'voksenrejser' kaldte de det, fordi langt de fleste de sender ud er unge. Men her var en rejse for de ældre.
Så jeg hopper på rejsen. Og efter en god grundig forberedelse herhjemmefra, står jeg nu, sammen med seks andre danskere, i Nairobi Lufthavn og skal køre 100 km nordpå til den mindre by Karatina, som ligger tæt på Ækvator, lige sydvest for Mt. Kenya. Karatina er dobbelt så stor som Ebeltoft, men har Centralafrikas største marked, fordi hele området her er så utroligt frugtbart. Her i Karatina skal jeg arbejde på en skole og på et børnehjem.
Så hver onsdag, torsdag og fredag tager jeg ud til skolen i Gatiko, som er en flække 8 km uden for Karatina.

Idrætsdag på børnehjemmet.

Idrætsdag på børnehjemmet.

Oppe på Karatinas livlige busstation tager jeg en matatu, som er en lille japansk ombygget varevogn med plads til 14 passagerer. Her slås de konkurrerende firmaer om kunderne og bussen kører først når den er fyldt - i mellemtiden myldrer sælgere rundt og under mit sæde bagerst i bussen bliver en levende ged læsset ind. Det er en bedstemor og hendes barnebarn, der har købt to geder på markedet, de skal også til Gatiko, så da vi står af hjælper jeg dem med gederne op af den stejle bakke og frem til flækken.
På skolen i Gatiko laver jeg drama, musik og lege med børnene under åben himmel. 5. klassen er min gennemgående klasse og så har jeg ellers haft 3., 6. og 7. kl. i denne lille skole hvor der er kontakter i væggene til lærerværelset, men strømmen er endnu ikke blevet trukket helt hen til skolen, så handlingen foregår i mørke, som min far sagde, når han ikke ku se hvad der skete i fjernsynet.
Men altså her foregår det om dagen midt på ækvator, så lys er der masser af.
Min kontaktperson er Mr. William Ngocho og da jeg en dag på det spartanske lærerværelse med nøgne vægge, en enkelt kalender og fire pulte langs hver langvæg, pulte der flyder med eksamensopgaver, da jeg en dag, hvor min lærer ikke var der, spurgte efter Mr. William, jeg var jo dansker og på fornavn, ik?, da fik jeg sat rav i lærergruppen, for den person kendte de ikke før nu. Jeg fik dem til at opdage hinandens fornavne!
Ellers er det nogle dejlige unger at lege og arbejde med, de er mere autoritære og mindre individualistiske end vores danske unger, så jeg er i fuld gang med at finde ud af hvad vi kan sammen. Jeg har fået lavet nogle fantastisk swingende rytme- og korforløb med dem, for der er knald på dem, en vild energi, og de er også meget interesserede i at spille små spil, synes det er skide skægt, men mangler erfaring med at træde op, tale højt og slå sig løs. Så det prøver vi under den bagende sol.

Musik på børnehjemmet.

Musik på børnehjemmet.

Om eftermiddagen er jeg på børnehjemmet her i Karatina og hjælper de ældste - 8. kl. - med træning op til den eksamen, de skal eksamineres i om et par uger.
Den eksamen er meget afgørende for hvordan de kommer videre i skoleforløbet. Den kenyanske stat søger de kloge børn til deres mere elitære skoler. De skal op i engelsk, kiswahili, matematik, social and religious studies og science (i alle disse fag får de skriftlige prøver, hvor der efter hvert spørgsmål er fire svarmuligheder - så gælder det om at krydse af ved det rigtige).
Ved at hjælpe de unge med lektierne får jeg også en masse at vide om Kenya og jeg får en masse gode snakker med dem om deres syn på landet, på politik og på dem selv. Det er nogle vidunderlige unge - robuste, når man tænker på hvor hårde skæbner der ligger bag at de nu er på børnehjem.
Afslutningen på Gatikoskolen inden ferien (vi går nu ind i den varmeste periode) var i slutningen af november. Jeg havde sagt, at min femte klasse godt ville optræde og fik på ægte afrikansk maner først i sidste øjeblik fundet ud af hvornår (hvordan fandt jeg først ud af da jeg var der).
Jeg havde kort tid til at øve både en komedie med fire drenge (som blev til fem da de optrådte): 'Fire - nå, nej fem - gamle tykke mænd' hed den, og handlede om nogle gamle sjufte der drak og fjollede rundt i kirken og var sure over at der ikke bare lige var mere mad til dem når de ville have det.
Stykket var på kikuyo, det lokale sprog, så den danske instruktør havde jo sine begrænsninger, men det kom til at gøre meget lykke, jeg måtte jo i sagens natur lade dem improvisere meget og instruerede i store linier. Hele klassen havde sunget og klappet en udgave af Weather Reports 'Birdland' som jeg havde lavet til en start.
Så lavede jeg nogle sanglege og nogle rytmelege med alle skolens børn, og William synes jeg skulle lave noget mere, og jeg vidste pludselig ikke om de havde tænkt jeg skulle fylde hele arrangementet ud, jeg havde bare opfattet det jeg lavede som en slags start. Nå, jeg lavede nogle call&responselege og da jeg så følte at jeg ikke kunne mere, spurgte jeg William og alle børnene under træernes skygge i den bagende sol (der var 15o børn) om ikke de kunne vise mig - og os danskere - noget. Og det gjorde de så, enkelte og i større eller mindre grupper, sange, danse og spil. Det blev en utrolig eftermiddags-afslutning her i det fri.
Til sidst kom så det vigtigste: uddeling af præmier til nr. 1, 2 og 3 på hvert af de syv klassetrin (de vigtige 8' klasser var allerede afsluttet og på ferie). De fik ure, kuglepenne, blyanter og lommetørklæder - i den rækkefølge.

Piger fra Henrik Glahders 5. klasse.

Piger fra Henrik Glahders 5. klasse.

De sidste uger, efter at mit arbejde på Gatikoskolen er slut, har jeg vandret en del ture rundt i området omkring Karatina. Det tager jo ikke så lang tid at komme ud af byen, og så er man i al det grønne, på de røde veje og stier og man kommer forbi den ene lille mark efter den anden med bl.a. kaffe, bananer, majs, sukkerrør, kartofler, kål, geder, høns, grise og køer.

Der er mennesker overalt hvor du end går, så det der med totalt at gå i egne tanker og snakke lidt med mig selv, hvis jeg har lyst til det, er der ikke mulighed for med mindre du vil opfattes som en lidt tosset hvid mand (og mig det? ¿ næ nej!). Så jeg hilser på de mange jeg møder, og mange spørger (undrende?) hvor jeg skal hen. Og jeg fortæller så at jeg bare er ude og gå en tur, jeg tror ikke de er vant til at der vandrer hvide mennesker rundt i disse områder. Men jeg er fuldt ud tryg ved at vandre her.
Når jeg spørger om vej bliver jeg tit fulgt ad vejen, og så skal jeg også lige ind og se hvor det menneske jeg følges med bor, og hilse på konen, og måske barnebarnet, hvis det er på besøg og måske også bedstemoren, der bor i nærheden og lige er kommet forbi, og så skal jeg ha en kop chai og lidt frugt eller brød, og hvis et af børnene ringer fra Nairobi eller Mombasa skal jeg også lige hilse på, fortælle hvem jeg er og snakke lidt.
Kort sagt, folk er vildt gæstfri, imødekommende og interesserede i dette anderledes menneske. Det er faktisk utroligt overvældende at mærke denne varme modtagelse af sådan et fremmet fejlfarvet menneske som mig.

Dem jeg følges med undervejs - for du kommer let til at slå følge med én du møder, mens du går. Fx en dag vandrede jeg hjem langs togskinnerne, som er et langt, svagt bugtende, spor gennem al det grønne, fulgtes jeg til Karatina med en mand, som boede 10 km fra byen. Hans ene ko, af to, var syg, den skulle han ind og hente medicin til, og han havde ikke råd til at køre matatu, så han måtte gå hele vejen.
Han spurgte om ikke jeg kunne skaffe ham et job (!?) - der er en utrolig arbejdsløshed i Kenya - jeg sagde at det ku jeg jo ikke, hans regering måtte sørge for at skabe jobs, der er jo masser at ting at gå i gang med her. Så kom snakken til at handle om den kenyanske korruption, at dem der kommer til fadet fylder lommerne i stedet for at gøre noget for dem der virkelig har brug for det. I avisen stod der i dag at halvdelen af Kenyas befolkning lever under fattigdomsgrænsen, som avisen definerede som 110 kr. om måneden på landet og 205 kr. i byen!
Så snakkede vi om den engelske kolonialisme, som jo også har drænet landet for ressourcer, og vi snakkede om de alt for lave råvarepriser småbønderne fik for deres afgrøder, deres mælk, æg og deres dyr. Jeg gav ham penge så han ku tage en matatu hjem, og tænkte på at vi hvide, i stedet for at give dem almisser, burde sørge for at de fik en ordentlig pris for deres råvarer - og så er der jo mere end bare kolonialisme og korruption at komme igennem.

En anden jeg mødte var bonde og på min egen alder - her bliver man jo allerede pensioneret som 55-årig, får ikke meget i pension, hvis man overhovedet får noget (der eksisterer hverken bistand eller arbejdsløshedsunderstøttelse) og mange klarer sig, som sagt, ved at ha små afgrøder og dyr. Han dyrkede blomster og havde også jordbær, som gav tre gange om året, han havde mange forskellige frugter, grønsager og blomster. Som han sagde: han havde en stor nysgerrighed for at se hvad der kunne gro i hans jord. Han insisterede på at jeg skulle låne en paraply af ham til den videre tur, for han var sikker på at det blev regn.

De er jo meget religiøse hernede - alle sammen - så inden vi skulle spise det brød, spejlæg, pølse og frugt, og så den chai (te, altid med mælk)), hans kone havde sat frem, bad han en bøn, på engelsk, for at takke for de goder, vi har fået. (Og nej, han har ikke prøvet at 'udplyndre' mig for noget som helst på nogen som helst måde). Vi snakkede om Danmark, om Kenya, om hans familie, om min familie og så gik vi rundt i hans chamba, som er en del større en vores haver, i størrelse helt op til et mindre dansk landbrug i gammeldags forstand (fra da far var dreng).
Da jeg gik, fik jeg en masse frugt med - ananas, bananer og en aubergine - og den frugt smagte bare så godt. Senere ringede deres datter fra Nairobi til mig, og jeg må tilstå at jeg i første omgang troede hun vil presse mig for noget - udover ham jeg mødte på sporet, er der også én anden der har ringet til mig og spurgt om jeg kunne skaffe hende et job, og der er mange der spørger om jeg kan skaffe dem eller noget af deres familie til Danmark, jeg kan jo bare gifte mig med dem!

Men altså, denne datter ringede nogle gange, og tit når mobilen ringer, sidder du i en larmende matatu med vidunderligt svingende afrikansk musik eller et andet støjende sted, og så kan jeg altså ikke høre en pind.
Men da hun havde ringet nogle flere gange, uden at jeg havde kunnet høre hende eller forstå hvad hun ville, forbindelserne hernede er heller ikke altid for gode, så ringede jeg tilbage til hende da jeg sad alene under et roligt skyggefuldt træ.
Og det hun ville var bare at takke mig for at jeg havde besøgt hendes forældre!


En tredje bonde jeg mødte på vejen var meget fattig og snakkede ikke ret godt engelsk. Han spurgte også, og hans venlige vejrbidte ansigt ændrede sig til en dyb tristhed, om ikke jeg kunne skaffe arbejde til hans søn. For i Karatina er det ikke til at få arbejde, og det arbejde der så endelig er at få, giver en dagløn på ned til 200 kenyanske shilling = 15 kr.! Og det er selv for kenyanske forhold for lidt til at betale selv en lille husleje og en familie.
Jeg har besøgt disse mennesker igen og taget brugbare gaver med til dem - olivenolie, taletidskort, majsmel, smør, en radio o. lign. - og det er utrolig dejligt at komme igen og fortsætte den snak eller det samvær der var.
Imellem dette daglige arbejde gennem to måneder, har vi været på den smukkeste safaritur i Nakuru National Park, har besøgt et fattigt men livgivende landbrugskollektiv i Isiolo op mod den mere tørre del af Kenya, og jeg har vandret rundt i Mt. Kenyas højder.
Det har været to meget mættede måneder - nok min dejligste ferie.

Henrik Glahder er 62 år og nu på efterløn. Han har i 25 år spillet, skrevet og instrueret professionelt børneteater og turneret mest i Danmark, men også i Sverige, Tyskland og Bulgarien. Det var med Musikteatergruppen Rivegildet, som havde base på Djursland, nærmere bestemt i Helgenæs Forsamlingshus. Henrik Glahder bor i dag på Helgenæs. Rejsen varede to måneder og var arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke. Global Contact hedder deres rejseprogram og er en rejseform for "voksne" mennesker, som de kalder det, dvs. for folk fra 30 år og opefter. Rejseformen lægger vægt på at du også arbejder det sted du rejser til, for netop at lære den lokale kultur at kende. Rejsen gik til Kenya og mere præcist byerne Karatina, i Centralkenya og Gatiko, som er en flække der ligger 8 km derfra.

Publiceret 13 August 2009 10:09