Lone Jensen fra Stutteriet Thorskovgaard med Fru Heibergs mor Synolite og lillesøster Blixen.

Lone Jensen fra Stutteriet Thorskovgaard med Fru Heibergs mor Synolite og lillesøster Blixen.

Derbyrevanche for hoppe fra Djursland

Fru Heiberg fra Stutteri Thorskovgaard ved Nimtofte håber på revanche i det svenske galopderby efter andenplads i det danske derby.

Af
Af Martin Schultz

For den tre-årige væddeløbshest Fru Heiberg var det lige ved og næsten, da fuldblodshoppen fra Stutteriet Thorskovgaard ved Nimtofte 28. juni blev bedst placerede danske hest ved det danske galopderby i Klampenborg. Fru Heiberg blev kun slået af favoritten, den svenske Inchiline.
Søndag 9. august får Fru Heiberg som eneste dansk opdrættede hest mulighed for revanche, når de to heste stiller op i et felt på 15 heste ved det svenske derby på Jägersro banen udenfor Malmø.
På spil er ikke bare æren som Skandinaviens bedste tre-årige væddeløbshest, men også en præmiesum på svenske 2,1 mio. kr.

Kan vinde løb

Den upåagtede Fru Heiberg var ikke blandt favoritterne til det danske derby, men med to sejre i sine første to løb havde hun i hvert fald vist sine ejere, Bo Hansen og Lone Jensen fra Stutteriet Thorskovgaard, at hun løber stærkt og kan vinde væddeløb.
Ved det danske derby fik Fru Heiberg den dårligste start af de 14 heste, men kæmpede sig frem gennem feltet på den 2400 meter lange strækning.
"Men hesten foran hende tabte pusten i opløbssvinget og generede Fru Heibergs fremløb, så hun var lige ved at styrte. Ellers tror jeg hun havde hentet den førende favorit, svenske Inchiline," fortæller Bo Hansen. Andenpladsen indbragte stutteriet et præmiebeløb på 200.000 kr.

Skal være klar

Men Fru Heiberg får hård konkurrence til det svenske derby. Dels er det svenske derby et åbent væddeløb, hvor også heste udenfor Skandinavien kan deltage. Dels løbes det svenske derby på en såkaldt dirt track bane, som den danske hoppe ikke har prøvet at løbe på før.
Op til derby'et forbereder Fru Heiberg sig sammen med sin træner Birgitte Nielsen og jockey'en Kim Andersen på Væddeløbsbanen i Århus.
"En væddeløbshest er jo en superatlet, som skal være fysisk og mentalt klar til løbet. Derfor skal der være fuldstændig styr på træning, pleje og kost, Alt skal gå op i en højere enhed," fortæller Lone Jensen.

Mor og søskende hjemme på marken

For stutteriet på Herredsvejen mellem Nimtofte og Tøstrup var det en stor opmuntring at få deres hest ind på en andenplads ved det danske derby.
"Det har givet god PR til stutteriet, og det kan forhåbentlig give højere priser på moderens afkom," siger Lone Jensen.
På stutteriets græsmarker går Fru Heibergs mor Synolite og lillesøster, føllet Blixen. I en tilstødende fold går lillebror, den etårige Dickens, som skal have chancen på væddeløbsbanen til næste år.
Stutteriet Thorskovgaard opdrætter fuldboldsheste og har seks følhopper og en avlshingst. I år har stutteriet tre føl og to åringer.

Publiceret 01 August 2009 09:37