Natligt overfald på to unge i Grenaa

To unge overfaldet og bestjålet af en flok jævnaldrende på vej hjem fra bytur.

Af
Af Martin Schultz

To unge fra Grenaa fik sig en grim oplevelse på vej hjem fra en tur i byen natten fra torsdag til fredag. De to 18-årige mænd var mellem kl. 2.15 og kl. 2.30 på vej hjem efter at have været i Grenaa, hvor der om aftenen havde været mange aktiviteter i forbindelse med byens Open by Night arrangement. De gik fra området bag Netto mod Åbyen og blev på broen til Åbyen kontaktet af en gruppe på tre til fem unge.
De blev spurgt om de havde penge eller cigaretter. Det afviste de og gik videre.
Da den ene af de to unge begyndte at løbe, blev han indhentet af en af de fremmede, blev slået og sparket voldsomt og beordret til at blive liggende på jorden. Han blev afkrævet nogle småmønter, som senere blev fundet på stedet.

Efterladt kun med bukser på

Også den anden unge blev slået og sparket voldsomt. Overfaldsmændene tog tøjet af ham og lad ham kun beholde bukserne på. Han fik stjålet en sort fleecejakke med påskriften IT College på ryggen, en mobiltelefon og nogle småmønter.
Overfaldsmændene havde alle mellemøstligt udseende og de talte gebrokkent engelsk både indbyrdes og til de overfaldne.

Politiet vil gerne tale med vidner

Der foreligger signalementer på to af overfaldsmændene. En var ca. 18 år gammel, 165 til 170 cm høj, almindelig af bygning og med kort, men ikke maskinklippet hår.
Den mand, som løb efter en af de overfaldne, var 18-20 år gammel, 180-185 cm høj og muskuløs af bygning. Også han havde kort strittende hår, og bar mørkt tøj.
Politiet i Grenaa er interesseret i at tale med vidner, som enten har set gruppen færdes i byen i løbet af aftenen, eller som har observeret noget i forbindelse med overfaldet i Åbyen.

Publiceret 05 June 2009 10:22