Sølle 30.000 kr. er et menneskeliv måske værd

DEBAT Et tidligere medlem af Beredskabskommissionen savner i den grad at borgerne, institutionerne vågner op af tornerosesøvnen og tager afstand fra den beslutning, som den 5. februar er taget i den fælles beredskabskommission for Syddjurs og Norddjurs kommuner.

Af
Af Per Zeidler

Gyden 13

8410 Rønde

Man river næsten håret af sig selv, når man i sidste nummer af Adresseavisen kan læse, at man politisk i beredskabskommissionen har valgt at tiltræde at man fra 1. april kun vil afsende en automobilsprøjte med 4 mand i stedet for som nu, hvor man afsender en automobilsprøjte og en tankvogn og 6 mand til en ildløs i den tidligere Rønde kommune. Besparelsen er under 30.000 kr. om året Kigger man på dagsordenen fra sidste møde i beredskabskommission kan man også se, at de to med efternavnet Brøgger, som repræsenterer Syddjurs i det fælles beredskab, ikke var med til mødet, hvilket er meget beklageligt, når man ser hvilken beslutning, der er taget. Borgmester og formand for kommissionen Vilfred Friborg Hansen følger som vanligt sine embedsmænd råd, og synes åbenbart at Rønde med de uddannelsesinstitutioner, plejehjem m.m hvor mange mennesker overnatter, hver eneste nat ikke er værd at ofre tryghed og sikkerhed på. I bedste fald går der altså mellem 15 og 20 minutter inden man har mulighed for at sende et røgdykkerhold ind for at redde gamle og svagelige mennesker, som er prisgivet i deres senge og værelser. Det er nemlig den tid det tager før Hornslet eller Midtdjurs kan stille med den tankvogn, der skal fungere som ekstra backup for at kunne sætte et røgdykkerhold ind for at redde mennesker og værdier. Det er fattigt, og det er ikke rimeligt for de brandmænd, som tripper for at redde andre mennesker fra at dø af røgforgiftning eller brænde inde. Jeg ved godt, at så langt ude har vi ikke været endnu, men hvem kan fortælle hvornår ulykken ikke sker, og hvem er vi sikre på vasker deres hænder bagefter. Jeg tænker også på de mennesker, som arbejder på vores plejehjem og skoler, som nu pludselig i langt højere grad skal sørge for at redde beboere og elever ud af brændende bygninger, fordi den rette hjælp ikke er til stede. Brandkommissionen bør ændre deres beslutning og se på besparelser andre steder, for der kan selvfølgelig findes 30.000 kr. på andre måder. Borgerne i Rønde og Syddjurs må forholde sig til at deres tryghed og sikkerhed bliver voldsomt forringet.

Publiceret 01 March 2009 21:24