Hardy Vinter (R) i forgrunden - fanget af fotografens linse ved et vælgermøde i Byhallen i Kolind forud for valget i 2005 - tøver ikke med at kalde det et skrækscenarium, hvis Ninna Thomsen bliver ny borgmester i Syddjurs Kommune

Hardy Vinter (R) i forgrunden - fanget af fotografens linse ved et vælgermøde i Byhallen i Kolind forud for valget i 2005 - tøver ikke med at kalde det et skrækscenarium, hvis Ninna Thomsen bliver ny borgmester i Syddjurs Kommune

Hardy Vinter peger på Kirstine Bille som ny borgmester i Syddjurs

For Det Radikale Venstres Hardy Vinter vil det være et skrækscenarium, hvis Socialdemokratiets spidskandidat ved kommunalvalget, Ninna Thomsen, kan sætte sig i borgmesterstolen ved årsskiftet.

Af
Af Lars Norman Thomsen

Venstres gruppeformand Jørgen Brøgger lagde ikke fingrene imellem på sidste uges byrådsmøde i Syddjurs, da han skulle gøre rede for, hvorfor formanden for Udvalget for Sundhed og Ældre, Socialdemokratiets borgmesterkandidat Ninna Thomsen, ikke skulle have formandsposten i den nye bestyrelse for det centrale Djurs Køkken, som Norddjurs og Syddjurs kommuner er blevet enige om at opføre i Auning.
Jørgen Brøgger henviste til, at Ninna Thomsens udvalg har haft et overforbrug i hele byrådsperioden, og derfor har Venstre ikke tillid til, at Ninna Thomsen har pondus til at forvalte et budget på cirka 40 millioner kroner i det nye fælleskøkken.
Venstre foreslog i stedet Steen Fris til formandsposten støttet af Dansk Folkepartis Per Dalgaard og Det Radikale Venstres Hardy Vinter.
Socialdemokratiet støttede sammen med SF og Steen Fris formanden for Udvalget for Sundhed og Ældre, og det sikrede flertallet.
Ninna Thomsen har mange gange tidligere påpeget, at økonomien ikke bare er borgmesteren ellers enkeltpersoners ansvar.
"Jeg bliver stærkere af kritikken, og jeg vil være rigtig stærk, når vi når frem til valgdatoen," lovede Ninna Thomsen kollegerne i byrådet efter Jørgen Brøggers vendetta.

Vinter enig i kritikken

Det Radikale Venstres Hardy Vinter deltog ikke verbalt i kritikken af Ninna Thomsen på byrådsmødet, men efterfølgende har han taget bladet fra munden overfor Lokalavisen og forklaret, hvorfor han ikke støttede valget af Ninna Thomsen som formand for bestyrelsen i det centrale Djurs Køkken.
"I de første 3 år af denne valgperiode, hvor der har været massive budgetoverskridelser indenfor ældreområdet har Ninna Thomsens let fornærmede svar altid konsekvent været: "Der er allerede skåret ind til benet i mit område, og det er ikke forsvarligt, at finde flere besparelser for at overholde budgettet. Derimod er områdets største udfordring, at der er et rekrutteringsproblem, som kun kan løses ved højere lønninger til personalet". Først i det 4. valgår - efter kommunekassen er tømt - giver Ninna Thomsen endelig efter for en stadig mere massiv kritik, og påbegynder udførelsen af byrådets flere år gamle beslutninger."
Besparelserne på ældreområdet har resulteret i, at cirka 75 stillinger er blevet nedlagt.
"Ved at undlade udførelsen af byrådets beslutninger har Ninna Thomsen i meget høj grad et særligt ansvar for kommunens økonomiske situation, og i det perspektiv mener jeg, Ninna Thomsen er ukvalificeret til jobbet som formand for et centralkøkken for hele Djursland. Hun har end ikke magtet at styre Syddjurs køkkenet, der i 2008 fik et underskud på 1,6 mio kroner," siger Hardy Vinter.

Et skrækscenarium

Hardy Vinter, der ikke genopstiller ved kommunalvalget i november 2009, kalder det ligefrem et skrækscenarium hvis Ninna Thomsen bliver valgt som ny borgmester i Syddjurs kommune.
"Jeg vil ikke kunne sove roligt om natten, hvis hun skal administrere mine skattepenge," siger Det Radikale Venstres ene byrådsmedlem.

Peger på Kirstine Bille

Ret overraskende peger Hardy Vinter ikke på sin sidemand og partifælle i byrådssalen, Carsten Bech, som et godt bud på en kommende borgmester. Bech skosede under debatten i byrådet Venstre for urent trav i forhold til Ninna Thomsen.
"Det hører ingen steder hjemme," sagde Carsten Bech.
Derimod fremhæver Hardy Vinter formanden for Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur, SFs Kirstine Bille, som det bedste bud på en afløser for Vilfred Friborg Hansen på borgmesterposten.
"Hun vil i modsætning til Ninna Thomsen kunne samle byrådet, og hun er ikke bare eftersnakker overfor administration og direktion, hun har stor social forståelse men kan også være en skrap tante, når det er nødvendigt," roser Hardy Vinter.
Ifølge Vinter har SF i den nuværende periode byrådet været mere indrettet på rettidig omhu i forhold til kommunens økonomiske situation end Socialdemokratiet.
Hardy Vinter mener ligefrem, at SF har ligget til højre for Socialdemokratiet i traditionel politisk forstand, når dagsordenen har handlet om kommunens økonomi, og det tiltaler det radikale byrådsmedlem, som ikke mindst i slutfasen fik sat mange fingeraftryk på de budgetbemærkninger om nødvendigheden af at finde rationaliseringer ved at omstrukturere, der var vedhæftet budgettet.

Publiceret 01 March 2009 09:45